I denne velkomstpjece finder du nogle praktiske oplysninger, der kan være en hjælp under dit ophold på sengeafsnittet. I samarbejde med dig ønsker vi at tilrettelægge den bedst mulige behandling og pleje i forhold til dine ønsker og behov. Har du særlige forventninger og ønsker til os, hører vi det gerne, så du kan føle dig tryg og godt behandlet under hele dit ophold.
Dit ophold
Stuegang
Vi holder kort morgenkonference inden stuegang. Ved morgenkonference gennemgås patienterne og rækkefølgen prioriteres ud fra patienternes tilstand. Ved stuegangen har du og eventuelt en pårørende mulighed for at tale med en læge og en sygeplejerske om din sygdom og behandling. Det er en god idé at skrive eventuelle spørgsmål ned på forhånd, så du husker alt det, du gerne vil have svar på. Alle dage er der stuegang på forskellige tidspunkter af dagen, dog oftest om formiddagen.
Fortæl det til sygeplejersken, hvis du og dine pårørende har ønske eller behov for yderligere samtale med en læge. Sygeplejersken vil normalt også være til stede under sådan en samtale.
Fortæl os, hvis du har medicin med
Vi vil gerne vide, om du tager medicin, og om du selv har medbragt denne. Oplys os også, hvis du tager medicin, der ikke er receptpligtig, fx håndkøbsmedicin eller naturmedicin. Du skal være opmærksom på, at der kan forekomme ændringer i forhold til den medicin, som du plejer at få derhjemme. Mens du er indlagt, sørger vi derfor for, at du får den medicin, som du har brug for. Hvis du selv ønsker at sørge for medicinen, skal du aftale det med sygeplejersken.
Vi anbefaler derfor, at du ikke tager egen medbragt medicin, medmindre det er aftalt med den læge, som går stuegang hos dig eller med en sygeplejerske.
Fortæl os, hvis du har smerter
Det er vigtigt, at du fortæller os, hvis du har smerter. Så kan vi sammen med dig, få lagt en plan for, hvordan vi kan lindre smerterne.
Spørg bare til din behandling
Vi vil informere dig grundigt, før du får lavet en prøve, undersøgelse eller behandling. Hvis du har brug for at få uddybet eller gentaget noget, skal du bare spørge. Det er vigtigt, at du føler dig godt informeret og forstår, hvad der skal ske.
Under hele indlæggelsen vil lægen i samråd med dig vælge, hvilke undersøgelser og behandlinger du skal tilbydes. Du har krav på information og du har ret til at sige nej til lægens anbefalinger. Når lægen har informeret dig grundigt, skal du give samtykke til behandlingen, før den kan gå i gang. Dit samtykke vil blive dokumenteret i journalen.
Du vil få tilknyttet både en læge og en sygeplejerske som sundhedsfaglig kontaktperson. Deres opgave er at sikre sammenhæng i dit behandlingsforløb. Vi forsøger også at skabe kontinuitet i dit behandlingsforløb, ved at tilrettelægge plejen, så du så vidt muligt møder de samme sygeplejersker.
Påklædning og hjælp til kropspleje
Vi sørger for rent hospitalstøj og håndklæder. Vi vil bede dig om at lægge brugt tøj til vask i kurven på badeværelset. Hvis du er oppegående, er du velkommen til at have dit eget tøj på. Det skal altid være rent. På din operationsdag, skal du have hospitalstøj på. Vi beder dig om at være påklædt eller have badekåbe på, når du går ude på gangen.
Hvis du har behov for hjælp til påklædning eller kropspleje, hjælper vi dig gerne. Savner du fx tandbørste eller tandpasta, skal du bare sige til. Vi finder det gerne til dig.
Vask hænder eller brug håndsprit
Hold en god håndhygiejne, når du opholder dig på hospitalet. Det vil sige:
- Vask hænder ofte eller brug håndsprit.
- Vask altid hænder og brug håndsprit, når du har været på toilettet.
- så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet.
- Host eller nys i dit ærme – ikke i dine hænder.
- Sørg for at have rene hænder, når du rører ved mad og drikkevarer.
Pas på dine værdigenstande
Pas godt på dine ting, mens du er på hospitalet. Lad eventuelt dine pårørende tage værdigenstandene med hjem eller bed sygeplejersken opbevare dem for dig. Hvis sygeplejersken skal opbevare dem, skal du underskrive en blanket. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med, og hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.
Du kan møde studerende hos os
Du kan blive spurgt, om en studerende må deltage ved din undersøgelse eller behandling. Det er frivilligt, om du vil have det. Det vil altid være uddannede fagpersoner, som har ansvaret for din behandling.
Rygning
Hospitalet har udendørs rygepavilloner for patienter og pårørende. Resten af hospitalet er røgfrit – både indendørs og udendørs.
Mad og drikke
Din mad bliver bestilt i køkkenet efter menuplanen, der hænger på alle stuerne. Du får din mad og drikkevarer udleveret ved madvognene på gangen. Hvis du ikke er i stand til selv at hente maden, serverer vi den for dig.
- Morgenmad cirka kl. 8.00
- Frokost cirka kl. 12.30
- Aftensmad cirka kl. 17.30
Hertil kommer mellemmåltider, fx frugt, boller og kage, som du er velkommen til at tage fra vognen på gangen. Mad og drikke er en vigtig del af din behandling. Vi taler derfor med dig om, hvilken kost der passer bedst til dig, så du får den ernæring, du har brug for.
Sig til, hvis du har særlige kostbehov
Hvis du har brug for noget særligt på grund af din sygdom eller behandling, vejleder vi dig og finder sammen med dig frem til den rigtige kost. Fortæl os også, hvis du har specielle ønsker som fx vegetarkost.
Pårørende
Dine pårørende er velkomne
Dine pårørende er altid velkomne til at besøge dig. De er også meget velkomne til at deltage, når lægen kommer på stuegang, eller når du har samtaler med lægen. Det kan være en fordel, at I er flere om at lytte og stille spørgsmål. Hvis du får besøg omkring middagstid, opfordrer vi til, at I opholder jer i opholdsstuen, så de andre patienter på stuen har mulighed for at hvile.
Vælg en pårørende som kontaktperson
Vi informerer ikke dine pårørende, uden at du har givet os lov. Du er velkommen til at vælge én pårørende, som vi kan kontakte, hvis der bliver brug for det. Den pårørende, du vælger som kontaktperson, er selvfølgelig også velkommen til at kontakte os.
Underholdning og adspredelse
Trådløst netværk
Du har gratis internetadgang, mens du er på hospitalet. Vælg RegHGaest under trådløse netværk på din mobil, pc eller tablet. Spørg os, hvis du har brug for hjælp.
Telefon
Du må gerne bruge din mobiltelefon. Husk at tage hensyn til andre, når du taler i telefon. Læg venligst din telefon på sengebordet, når den skal oplade. Undlad at lægge din telefon i sengen, når den lader op.
TV
Der er TV på de fleste sengestuer. Husk at tage hensyn, hvis I er flere indlagte på stuen. Der er desuden et fælles TV i opholdsstuen. Dette kan benyttes hvis din medpatient fx har brug for ro. Vi har et enkelt transportabelt fjernsyn man kan låne.
Vejledere og ressourcepersoner
Tolk
Fortæl os, hvis der er brug for en tolk.
Præst
Hospitalet har en præst, som du og dine pårørende er velkomne til at tale med. Fortæl os, hvis du ønsker at tale med en repræsentant fra en anden trosretning.
Patientvejleder
Du og dine pårørende er velkomne til at kontakte patientvejlederen på hospitalet, hvis I har brug for information eller vejledning i mødet med sundhedsvæsenet. Det gælder også, hvis du vil klage over din pleje eller behandling. Læs mere om patientvejlederen på www.nordsjaellandshospital.dk/patientvejleder
Ris og ros
Fortæl os meget gerne, hvis du oplever noget, som du synes, at vi kan gøre bedre. Vi vil gerne have både ris og ros og gerne allerede, mens du er hos os, så vi kan nå at reagere på det. Brug fx Ris og ros-kortet i din velkomstpose. Vi vil blive glade for, hvis du udfylder kortet og afleverer det i postkassen ved din udskrivelse. På den måde kan vi hele tiden arbejde på at gøre oplevelsen så god som mulig for dig og andre patienter.
Om os
Om Gynækologisk Sengeafsnit 0121
Under dit ophold hos os, vil du blive plejet og behandlet af flere forskellige faggrupper. Vi arbejder sammen i teams for at udøve den bedst mulige pleje og behandling. Du vil primært møde sygeplejersker og læger i forbindelse med din indlæggelse. Derudover vil du også kunne møde blandt andet sekretærer, serviceassistenter og bioanalytikere.
Sengeafsnittet har 17 sengepladser og vi behandler kvinder med forskellige gynækologiske sygdomme.