En undersøgelse af rygmarvsvæsken kaldes også en lumbalpunktur.
GENERELT OM LUMBALPUNKTUR
En lumbalpunktur er en undersøgelse af den væske, der omgiver hjerne og ryg-marv.
I forbindelse med forskellige sygdomme kan væsken ændre udseende og indhold af de naturligt forekommende stoffer. Derfor er en lumbalpunktur en vigtig undersøgelse i forbindelse med udredning for en lang række sygdomme.
PAUSE MED MEDICIN
Får du blodfortyndende medicin, skal du holde pause med dette inden undersøgelsen (dette gælder også, hvis du tager Treo mod smerter). Du har aftalt med neurologen til forundersøgelsen, hvordan du skal forholde dig. Hvis dette ikke er tilfældet, skal du kontakte os, så vi kan aftale nærmere.
SELVE UNDERSØGELSEN
Lægen forklarer dig hvorfor og hvordan undersøgelsen foretages. Du kan spise og drikke som normalt helt frem til undersøgelsen. Det vil sige, at du ikke skal møde fastende.
Undersøgelsen varer 1 – 1½ time, hvor selve lumbalpunkturen typisk varer ca. 15 minutter. Den øvrige tid bruges på information, forberedelser og blodprøve-tagning.
GØR DET ONDT?
En lumbalpunktur gør sjældent mere ondt end en blodprøve. Vi lægger dog vægt på, at undersøgelsen foregår med så få smerter som muligt. Derfor kan det være aktuelt at give lokalbedøvelse omkring indstiksstedet i forbindelse med undersøgelsen.
MULIGE BIVIRKNINGER
Der kan komme lette smerter ved indstiksstedet de første dage.
Hos enkelte kan der de første dage efter undersøgelsen være hovedpine, som lindres i liggende stilling og forværres, når man rejser sig op. Risikoen for hovedpine reduceres ved at drikke rigeligt de første dage – gerne koffeinholdige væske (kaffe eller cola).
Hovedpinen er ufarlig og forsvinder af sig selv i løbet af nogle timer og op til få dage.
Skulle det ske for dig, anbefaler vi, at du tager almindelige hovedpinepiller indtil hovedpinen har fortaget sig.
Hvis du efter 3 døgn stadig får hovedpine, når du rejser dig fra liggende stilling, bedes du kontakte Neurologisk Ambulatorium på tlf. 48 29 38 63. Her vil du kunne tale med en sygeplejerske, som i samråd med lægen vurderer videre tiltag.
Uden for ambulatoriets åbningstider kan Neurologisk Afdeling kontaktes på tlf. 48 29 38 90.
Se ambulatoriets åbningstider under kontaktinformationerne.
EFTER LUMBALPUNKTUR
Du kan fortsætte med dine sædvanlige gøremål uden fysiske begrænsninger, samt drikke og spise som du plejer. Du kan opleve ømhed i lænden efter lumbalpunkturen.
SVAR PÅ UNDERSØGELSEN
Der går 1-4 uger inden der foreligger svar på lumbalpunktur. Svar og opfølgning vil ske i Neurologisk Ambulatorium eller i Demens- og hukommelsesklinikken.