Penicillinprovokationen udføres for at af- eller bekræfte en mistanke om penicillinallergi.
Ved sygdom hos barnet
• Provokationen kan ikke udføres, hvis dit barn har en akut infektion eller der er
opblussen i eksem på mødedagen.
• I så fald bedes du ringe afbud til sekretæren på tlf. 48294333, og dit barn vil
derefter få tilsendt en ny tid.
Forberedelse til provokationen - VIGTIGT
Hvis dit barn får et eller flere af nedenstående præparater, må barnet forud for provokationen ikke have taget medicinen i det tidsrum, som er angivet nedenfor:
* Akutvirkende / korttidsvirkende astmamedicin, eksempelvis Bricanyl, Ventoline i 6 timer
* Langtidsvirkende astmamedicin, eksempelvis Oxis, Serevent, Symbicort eller Bufomix i 3 døgn
* Antihistamin, eksempelvis Cetirizin, Aerius, Clarityn, Benadryl i 3 døgn
* Singulair eller Montelukast i 7 døgn * Prednisolon i 4 uger
Selve provokationen
Selve provokationen foregår af to omgange, først i Børne- og ungeambulatoriet og der efter derhjemme. Du bedes medbringe den vedlagte ”oplysningsseddel” i udfyldt stand.
1. del af provokationen foregår i Børne- og ungeambulatoriet B1521. En sygeplejerske vil måle puls, blodtryk samt veje og måle dit barn. En læge vil lytte på dit barns hjerte og lunger samt optage en journal og informere jer om dagens forløb. Før provokationen påbegyndes, laves der en priktest med den medicin, som der er reageret på tidligere.
Priktesten udføres ved at sætte 3 dråber væske på underarmen og med en lancet prikkes væsken ind i huden, hvorefter væsken tørres af. Testen aflæses efter 10 minutter.
Får dit barn en hudreaktion, som ligner et myggestik, der hvor medicindråben blev sat, er dit barn allergisk over for medicinen og testen er slut.
Reagerer dit barn ikke på priktesten startes selve provokationen med 2-3 doser af den medicin, der tidligere er reageret overfor.
Medicinen gives med et interval på ½ time og efter sidste dosis skal I forblive i afdelingen 2 timer til observation. Såfremt dit barn får symptomer på allergi, afbryder vi provokationen og barnet får behandling. Provokationen kan i alt vare op til 5-6 timer og I må ikke forlade Børne- og ungeafdelingen i mellemtiden.
Derfor kan det være en god ide at medbringe læsestof, ipad, håndarbejde eller
lignende. Der er adgang til kaffe, te, saft og vand, og der er mulighed for at dit barn kan få serveret lidt mad.
2. del af provokationen er en antibiotikakur derhjemme. I vil få uddybende information om dette, når I kommer i ambulatoriet i forbindelse med første del af provokationen.
Enkelte børn får en senreaktion af medicinen under 2. del af provokationen. Dette er ikke farligt, men skal altid ses og vurderes af en læge i Børne- og ungeafdelingen.
Senreaktioner kan komme indtil 3 døgn efter du har givet dit barn den sidste dosis medicin derhjemme og viser sig ved udslæt på huden. Observerer du hjemme udslæt på dit barn indenfor de 3 døgn, skal du først kontakte Akut Børne- og ungemodtagelse på tlf. 48294343 og herefter møde op i Børne- og
ungemodtagelsen.
Hvis dit barn ikke har reageret med udslæt inden for 3 døgn efter sidste dosis medicin er givet derhjemme, tåles det antibiotikum, barnet har været provokeret med.