Gå til hovedindhold

Polypper i livmoderen -fjernelse ved kikkertoperation - hjemme igen (TCRP)

Efter en kikkeroperation for fjernelse af polypper i livmoderen, er der nogle forholdsregler man skal følge.

Ubehag eller smerter

Kontakt os ved kraftig blødning og tegn på betændelse

Du skal kontakte os, hvis du får:

  • blødning, som er kraftigere end ved menstruation
  • blødning med klumper
  • smerter, som er kraftigere end ved menstruation
  • feber over 38 grader
  • udflåd, der lugter grimt.

Hvis det sker efter 14 dage, skal du i stedet kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Du kan bløde fra skeden

Efter operationen kan du bløde fra skeden i 1-2 uger. Du kan bruge almindeligt hygiejnebind, indtil blødningen er stoppet.

Hvis det begynder at bløde kraftigere, eller hvis blødningen kommer igen, efter den er stoppet, skal du kontakte os.

Du kan få lette smerter i underlivet

Op til 1 uge efter operationen kan du have menstruationslignende smerter.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol. Ved stærkere smerter kan du tage ibuprofen sammen med paracetamol. Den smertestillende medicin kan fås i håndkøb.

Pleje og hygiejne

Forholdsregler, så længe du bløder fra underlivet

Så længe du bløder, skal du:

  • Undgå karbad, svømmehal og bad i havet. Du må gerne tage brusebad, selvom du har plastre på.
  • Undlade at bruge tamponer og menstruationskop.
  • Bruge kondom under samleje.

Bevægelse og hvile

Genoptag dine hverdagsaktiviteter

Når du kommer hjem, må du genoptage dine daglige aktiviteter og bevæge dig, som du plejer. Lyt til din krop og hold pause, hvis du får smerter, der ikke kan dækkes af smertestillende medicin.

Genoptag seksuel aktivitet, når du er klar

Du kan genoptage seksuel aktivitet, når du har lyst. Det kan ikke skade dig. Brug kondom, så længe du bløder fra skeden.

Brug prævention

Hvis du ikke ønsker at blive gravid, skal du bruge prævention.

Praktiske forhold

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Hvis du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke bør drikke alkohol.

Sygemelding

Vi anbefaler, at du tager den med ro i 1-3 dage. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Svar på undersøgelsen

Vi aftaler med dig, hvordan og hvornår du får svar på undersøgelsen. Du kan forvente at få svar inden for cirka 14 dage.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden