Du kan søge om plejeorlov, hvis du er pårørende til en person med uhelbredelig sygdom, der ønsker at tilbringe den sidste tid i hjemmet. Her kan du få mere viden om ordningen, hvad dine muligheder er, og hvordan I søger.
Hvornår kan du søge om plejeorlov?
Du kan efter ældrelovens § 23 få plejeorlov, når:
- al hospitalsbehandling med helbredende sigte efter en lægelig vurdering er udsigtsløs
- den syges levetid forventes at være kort - som dokumentation udarbejder lægen en såkaldt terminalerklæring
- den syge er plejekrævende
- den syges tilstand ikke kræver varig indlæggelse på sygehus, aflastningsplads eller hospice
- den syge selv ønsker at blive plejet i hjemmet
Du skal være opmærksom på, at orloven ikke kan ansøges og træde i kraft under en indlæggelse men først ved udskrivelse. Der må dog gerne være midlertidige indlæggelser under forløbet med plejeorlov (ofte op til 14 dages varighed).
Hvor kan plejen foregå?
Plejeorloven kan foregå i den syges eget hjem eller hos dig, der søger plejeorlov. Du skal søge om plejeorlov i den kommune, hvor plejen foregår.
Hvem kan få plejeorlov?
Alle lønmodtagere har ret til plejeorlov fra arbejdspladsen. Du kan få plejeorlov, hvis du står den syge nær. Der er altså ikke krav om en familierelation, du kan også være ven eller veninde. Det er også muligt at flere personer kan dele plejeorloven mellem sig.
Hvad indebærer en plejeorlov?
Plejen består som udgangspunkt af omsorg og tryghed. Fokus vil ligge på lindring og den syges plejebehov i stedet for behandling. Der stilles ikke krav til dig om at udføre specifikke plejeopgaver. Det er altså stadig muligt at få hjælp fra bl.a. hjemmeplejen under en plejeorlov, hvor I sammen fordeler opgaverne.
Hvordan er økonomien under en plejeorlov
Under plejeorlov kan du enten få udbetalt fuld løn fra arbejdsgiver eller et såkaldt plejevederlag fra kommunen.
Alle offentligt ansatte og visse andre ansatte på det private arbejdsmarked har ret til fuld løn under plejeorlov ifølge deres overenskomst. Her bliver arbejdsgiver kompenseret økonomisk med plejevederlag fra kommunen.
Du kan have plejeorlov på fuld tid (37 timer) eller på deltid. Vælger du deltid, udbetales plejevederlaget i forhold til det antal timer, du går ned i arbejdstid.
Plejevederlaget kan ikke overstige din hidtidige indtægt. Beløbet svarer til 1,5 gange det sygedagpengebeløb, du ville have ret til ved sygdom – maksimalt 7.628 kr. pr. uge (2026). Er du ikke berettiget til sygedapgenge, vil du modtage et såkaldt basisbeløb på 19.090 kr. pr. måned (2026). Beløbet er skattepligtigt.
Selvstændige erhvervsdrivende, dagpengemodtagere, hjemmearbejdende ægtefæller, studerende, kontanthjælpsmodtagere og pensionister har også mulighed for at få plejeorlov og modtage plejevederlag. Modtager du offentlig forsørgelsesydelse kan du enten fortsætte med denne eller vælge at modtage basisbeløbet.
Hvor længe udbetales plejevederlaget
Plejevederlaget kan som udgangspunkt udbetales så længe der er behov – også under kortere hospitalsophold (ofte 14 dages varighed). Plejevederlaget udbetales indtil 14 dage efter dødsfaldet.
Sådan søger duSådan søger du: - Du søger digitalt på https://www.borger.dk/aeldre/Hjemmehjaelp-og-aeldrepleje/faa-plejevederlag-naar-du-passer-en-doeende
Du kan også printe en ansøgningsblanket om plejevederlag fra nettet eller få en kopi udleveret på Onkologisk og Palliativ Afdeling og udfylde den i hånden. - Ansøgningen skal både underskrives af dig og din syge pårørende, som skal modtage plejen (plejemodtageren).
- Ansøgningen skal sendes til visitationen i den kommune, hvor plejen skal foregå – det er dermed ikke altid din egen bopælskommune.
- En visitator i kommunen vurderer, om der kan bevilges plejeorlov, og I får svar i e-Boks.
Kommunen vil som regel bede om: - Bekræftelse fra arbejdsgiver (evt. en e-mail) om indgåelse af aftale om orlov
- Lønsedler for de sidste tre måneder eller dokumentation for udbetaling af offentlig ydelse i samme periode
- Dokumentation fra læge/hospital om sygdomstilstand (terminalerklæring). I kan tale med lægen fra Onkologisk og Palliativ Afdeling, som ofte vil stå for at sende terminalerklæringen til kommunen
|