Når du har en overaktiv blære (OAB), trækker blæren sig sammen, og du får hyppige episoder med pludselig og stærk trang til at tisse, som er svær at kontrollere. Det skyldes, at blæren sender unormalt kraftige signaler til hjernen om, at den vil tømmes, selv om der måske ikke er meget urin i blæren.
Symptomer
De mest almindelige symptomer på en overaktiv blære er, at du:
- oplever en pludselig og stærk trang til at tisse
- tisser ufrivilligt (trangsinkontinens)
- tisser ofte, men kun i små mængder.
Sådan stilles diagnosen
Vi stiller diagnosen ved at udelukke andre mulige sygdomme, blandt andet ved en gynækologisk undersøgelse og ved at undersøge din urin.
Vi anvender et væske- og vandladningsskema, hvor du over nogle dage skal notere, hvor meget og på hvilke tidspunkter, du drikker og tisser.