Gå til hovedindhold

Nivolumab og Ipilinumab

Denne patientinformation henvender sig til patienter med metastaserende tarmkræft, som skal have lindrende behandling eller behandling med Nivolumab og Ipilimumab inden en eventuel operation. Nivolumab og Ipilimumab er immunterapi.

 

Denne skriftlige information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen. Informationen giver oplysninger om Ipilimumab og Nivolumab ved tarmkræft, der har spredt sig.

Vi håber, du kan bruge informationen som hjælp til at få overblik over den behandling, vi anbefaler dig. Dine pårørende kan også have glæde af at læse informationen for bedre at kunne støtte dig i dine overvejelser.

Hvilken medicin indgår i behandlingen


Ipilimumab og Nivolumab styrker immunsystemets evne til at bekæmpe tarmkræft. Ipilimumab og Nivolumab er antistoffer, som kan blokere proteinerne (CTLA4 og PD1) på overfladen af visse immunceller (T- celler). Dette styrker immuncellernes evne til at angribe kræftceller ved billedligt talt at blokere for bremsen i disse immunceller. 

Ipilimumab og Nivolumab er blevet givet hver for sig til mænd og kvinder med kræft og har vist sig at have gavnlig effekt på sygdommen hos nogle patienter, herunder patienter med tarmkræft. Ved at kombinere de to stoffer og give behandlingen samtidig kan vi øge effekten, men vi ved også, at det samtidig vil øge risikoen for at få bivirkninger.

 

Behandlingsplan


Ipilimumab og Nivolumab gives begge i et intravenøst drop, det vil sige i en blodåre. Behandlingen gives hver 3. uge, og du modtager begge stoffer. Behandlingen tager 2 timer.

Efter de første fire behandlinger vil vi vurdere effekten af behandlingen, og herefter vil du overgå til at få behandling med Nivolumab alene hver fjerde uge. Behandlingen tager 1 time.

Den sammenlagte behandlingstid afhænger af effekten af behandlingen, dog sjældent længere end to år. Behandlingen gives ambulant, og du skal forud for hver behandling have taget blodprøver. 

Lægesamtale
Inden hver behandling skal du tale med din læge. Du får her lejlighed til at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din sygdom og behandling.

Blodprøver
Blodprøver tages inden lægesamtale, så alle svar er klar, når du taler med lægen. Resultatet af blodprøverne skal ses, inden du kan modtage behandlingen.

Røntgenundersøgelse/scanning
Der skal foretages CT- scanning af kroppen (mave og brystkassen) forud for behandlingen og hver 12. uge igennem behandlingsforløbet. Dette gøres for at kunne følge effekten af behandlingen.

Bivirkninger fra immunsystemet


Det er muligt, at du får bivirkninger på grund af behandlingen. Disse bivirkninger er forskellige fra person til person. Lægen kan i mange tilfælde give dig medicin til lindring af bivirkningerne. Mange bivirkninger svinder, når du stopper med at tage medicinen. I nogle tilfælde kan bivirkninger være alvorlige, langvarige og/eller muligvis aldrig forsvinde. Der er også i meget sjældne tilfælde risiko for livstruende bivirkninger. Du skal tale med lægen om de eventuelle bivirkninger, du oplever under behandlingen.

Bivirkningerne opstår ofte på grund af dit immunsystem, som påvirkes af Ipilimumab og Nivolumab. Stofferne aktiverer dit immunsystem til at bekæmpe kræftcellerne.

I nogle tilfælde kan immunsystemets celler også angribe dine normale celler og væv, ligesom de angriber kræftcellerne. Disse bivirkninger kaldes immunmedierede eller autoimmune bivirkninger.

Der kan opstå bivirkninger under hele behandlingsforløbet, men også efter behandlingen er afsluttet. Bivirkningerne kan sædvanligvis alle behandles med en pause fra medicinen, eventuelt suppleret med anden medicin såsom binyrebarkhormoner. Hvis du får en immunrelateret bivirkning, kan den godt være flere måneder om at forsvinde.

Bivirkninger, risici, komplikationer og gener


Ipilimumab
Behandlingen med Ipilimumab kan medføre én eller flere af følgende bivirkninger.

Meget almindelige (mere end 10 ud af 100 patienter)

Feber.
Nedsat appetit.
Reaktioner på indstiksstedet. Træthed.
Diarre. Kvalme. Opkastning. Hudkløe. Hududslæt.


Almindelige (1-10 ud af 100 patienter)

Influenzalignende symptomer, kraftesløshed, kulderystelser, smerte fra svulsten og vægttab.Blødning i mave-tarmkanalen, forhøjet galdefarvestof, forstoppelse, leverpåvirkning, mavesmerter, sure opstød og tyktarmsbetændelse.Hoste, hævelser pga. væskeophobning i kroppen, lavt blodtryk og åndenød. 
Blodmangel, øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer. 
For lidt kalium i blodet, hedeture, nedsat stofstifte og væskemangel. 
Ledsmerter, muskelkramper og muskelsmerter.
Forvirring, hovedpine, nervebetændelse fx på arme og ben, sløvhed og svimmelhed.
Betændelse i huden, betændelse i slimhinder, eksem, hårtab, nældefeber, rødme, tør hud, ændret farve i huden og øget svedtendens. Sløret syn og øjensmerter.


Ikke almindelige (1-10 ud af 1.000 patienter)

Reaktioner og ubehag under selve behandlingen. Betændelse i bugspytkirtlen, betændelse i nedre del af tyktarmen, bughindebetændelse, dårligt fungerende lever, forstørret lever, hul på tarmen, leverbetændelse, mavesår, tarmbetændelse og tarmslyng.
Blodtryksfald når man rejser sig, hjerterytmeforstyrrelser, karbetændelse, lokal blodmangel i fx arme og ben, påvirket vejrtrækning, pletter på røntgenbillede af lungerne, vejrtrækningsbesvær og væske i lungerne. 
Blodmangel, øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer og øget tendens til blødning pga. fald i antallet af blodplader. 
Dårligt fungerende binyrebark, for lidt kalk i blodet, for lidt natrium i blodet, forhøjet stofskifte og nedsat mandligt kønshormon i blodet. 
Besvimelsesanfald, besvær med at styre arme og ben, betændelse i hjernens hinder, depression, hjernebetændelse, muskelkramper, nerveforstyrrelser - fx føleforstyrrelser og lammelser i arme og ben, rysten, talebesvær og væskeophobning i hjernen.
Alvorlig hudreaktion, hvor huden går til grunde.
Blodforgiftning, infektioner, overfølsomhed, samtidig svigt af to eller flere organer.
Blod i urinen, nedsat funktion af kønskirtlerne, nyrebetændelse, nyresvigt og udebleven menstruation. 
Blødning i øjet, regnbuehindebetændelse, øjenbetændelse og årehindebetændelse i øjet.

Sjældne (1-10 ud af 10.000 patienter) 

Betændelse i endetarmens slimhinde. Muskelsvækkelse. Alvorlig hudreaktion, psoriasis og allergiske reaktioner. 


Meget sjældne (færre end 1 ud af 10.000 patienter)

Anafylaktisk chok - en akut og alvorlig allergisk tilstand.


Nivolumab
Behandlingen med Nivolumab kan medføre én eller flere af følgende bivirkningerne.

Meget almindelige (mere end 10 ud af 100 patienter)

Kraftesløshed, nedsat appetit. Diarre, kvalme og leverpåvirkning.
Blodmangel, øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer. 
Øget tendens til blødning pga. fald i antallet af blodplader.
Forstyrrelse i saltbalancen. Hudkløe og hududslæt. 
Forhøjet kreatinin i blodet.


Almindelige (1-10 ud af 100 patienter)

Feber, reaktioner og ubehag under selve behandlingen
Forstoppelse, mavesmerter, mundbetændelse, mundtørhed, opkastning, påvirkning af bugspytkirtlen og tyktarmsbetændelse.
Betændelseslignende reaktion i lungerne, forhøjet blodtryk, hoste, hævelser pga. væskeophobning i kroppen og åndenød.
Øget risiko for infektioner pga. mangel på hvide blodlegemer. 
Forhøjet blodsukker, forhøjet stofskifte, nedsat stofstifte. 
Ledsmerter og muskel- og ledsmerter.
Hovedpine, nervebetændelse fx på arme og ben og svimmelhed. 
Hårtab, rødme, tør hud og ændret farve i huden. 
Luftvejsinfektion.
Sløret syn og tørre øjne.


Ikke almindelige (1-10 ud af 1.000 patienter)

Betændelse i bugspytkirtlen og leverbetændelse.
Karbetændelse, lungebetændelse, pletter på røntgenbillede af lungerne og væskesamling i lungehinderne. 
Betændelse i lymfekirtler.
Dårligt fungerende binyrebark, for meget syre i blodet og forstyrrelse af skjoldbruskkirtlens funktion. 
Nedsat udskillelse af hormoner fra hypofysen og væskemangel.
Muskelsvækkelse, nervebetændelse, nerveforstyrrelser - fx føleforstyrrelser og lammelser i arme og ben og ødelæggelse af hinde omkring nervetråde.
Alvorlig hudreaktion og psoriasis.
Allergiske reaktioner, anafylaktisk chok - en akut alvorlig allergisk tilstand. Betændelsestilstand i nyren, nyresvigt og årehindebetændelse i øjet.


Sjældne (1-10 ud af 10.000 patienter)

Mavesår og ophobning af galde.
Hjerterytmeforstyrrelser.
Diabetes.
Alvorlig hudreaktion, hvor huden går til grunde.

 

 

 

 

Bivirkninger ved Nivolumab kombineret med Ipilimumab
I forsøg med Nivolumab kombineret med Ipilumumab er der indtil videre ikke set bivirkninger, der ikke er set ved behandling med Nivolumab eller Ipilimumab alene. Væsentligt er det dog, at hyppigheden af bivirkninger øges i forhold til at de to medikamenter gives alene. Der kan også opstå bivirkninger, som endnu ikke er kendte. Du skal øjeblikkeligt fortælle lægen eller sygeplejersken om alle mulige bivirkninger, som du eventuelt oplever.

95% af de patienter der har fået behandling med Nivolumab plus Ipilimumab får bivirkninger. De mest almindelige bivirkninger er diarré, træthed, hudkløe. Bivirkningerne kan være i forskellige grader, fra lette til alvorlige eller livstruende. Blandt de alvorlige bivirkninger  er diarre og påvirkning af leverens funktion blandt de hyppigste. Hos 36% af patienterne var bivirkninger årsag til, at behandlingen måtte stoppes. Selvom behandlingen stoppes pga. bivirkninger, kan den godt have givet den ønskede effekt allerede. 

Vigtigt!


Det er meget vigtigt, at du umiddelbart fortæller os, hvis du tror, at du har fået en bivirkning, også selvom den ikke står på listen ovenfor. Ved al ny medicin kan der være bivirkninger, vi endnu ikke kender. Du bør undlade at tage ny medicin, uden først at have drøftet det med os.

Forholdsregler


Du kan omgås din familie og venner, som du plejer. Dog skal du være opmærksom på at have en god personlig hygiejne. Hvis du arbejder, kan du få behov for at være sygemeldt helt eller delvist i de måneder, du får behandling.

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden