Når du har allergi, reagerer dit immunforsvar på et ellers uskadeligt stof (allergen). Kroppen frigør forskellige stoffer, bl.a. Histamin. Allergi er delvis arvelig og risikoen for at udvikle allergi hos et barn fordobles, hvis blot den ene forældre har allergi. Selvom ingen af forældrene har allergi, er der stadig ca. 10% risiko for, at barnet udvikler det.
Symptomer på husstøvmideallergi
Du kan have 2 typer af symptomer, allergisk snue og astma.
Den allergiske snue ligner høfeber med kløe i næsen og øjne, nyreture, tæt næse og løbende næse. Ved husstøvmide allergi er snuen tit helårs og er ofte værst i morgentimerne.
Har du astmasymptomer, er den også ofte helårs, dog værst i de fugtige måneder i foråret og efteråret.
Husstøvmideallergenet
Husstøvmiderne er mikroskopiske små insekter. De findes i alle hjem. De lever af hud, skæl fra dyr og mennesker og trives i fugtig varme miljøer. Derfor trives de godt i sengen.
Det er husstøvmidernes affaldsdstoffer, du reagerer på, når du har husstøvmide allergi.
Det kan være, at du oplever kløe på læber og i gane eller udslæt omkring munden, når du spiser bestemte fødevarer. Dette kaldes krydsallergi.
For husstøvmideallergi er det dog sjældent, at der opleves krydsallergi.
Det, husst'vmideallergikere kan krydsreagere overfor, er snegle, muslinger, østers, rejer, krabber, hummere, blæksprutter, krebs og kakerlakker (spises i udlandet).
Hvis du reagerer, kan du reagere på en eller flere af fødevarerne. Reagerer du overhovedet ikke på ovennævnte fødevarer, skal du ikke holde dig tilbage.
Behandling
Symptomer fra næse og øjne kan du behandle med næsespray med binyrebark hormon samt med øjendråber. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, kan det blive nødvendigt med antihistamin tabletter.
Ved astmasymptomer er det nødvendigt at tage inhalator.
Du kan dels få en hurtig virkende medicin, der udvider luftvejene. Derudover kan du få en langtidsvirkende forebyggende medicin.
Hvad kan du selv gøre
Nedbringelse af fugt er det vigtigste, da husstøvmider foretrækker fugt og varme.
- Luft ud med gennemtræk, gerne 2-3 gange dagligt af 5-10 min.
- Tør helst ikke tøj indendørs.
- Luft ud efter badning og madlavning
- Skift sengetøj 2-4 gange om måneden
- Vask sengetøj samt evt. rullemadras ved mindst 60 grader
- Vask dyner og puder hver 3. måneder ved mindst 60 grader
- Støvsug madrassen hver måned
- Sørg for, at soveværelset er let at gøre rent. Undgå skuffer under sengen og undgå faste tæpper. Bøger samt bamser samler meget støv. Læg evt. tøjdyr i fryseren 3 døgn en gang imellem eller læg dem i tørretumbleren i 30 min. på 55 grader.
- Hav låg på legetøjskasser
- Overvej at udskifte gamle puder og madrasser
Mulighed for allergivaccination
En anden behandlingsmulighed, vi tilbyder, er allergivaccination. Dette skal ordineres af en læge.
Det er en flerårig behandling, hvor du får tilført husstøvmide ekstrakt i små, men stigende mængder, så kroppen vænner sig til husstøvmider. Det gives som indsprøjtninger. I de fleste tilfælde vil allergien aftage eller helt forsvinde.
Vaccinen kan tilbydes, hvis du er meget påvirket af din allergi, men ikke har svær astma.