Gå til hovedindhold

Grå stær hos nyfødte - screening

Medfødt grå stær kan opdages tidligt ved at lyse barnet i øjnene med en speciel lygte.

Kort om medfødt grå stær

Vi tilbyder at undersøge barnets øjne for sjældne medfødte øjensygdomme, primært medfødt grå stær. I Danmark fødes cirka 30 børn om året med grå stær. Grå stær er en uklarhed i øjets linse og kan sidde enten i det ene øje eller i begge øjne. Når medfødt grå stær opdages og behandles tidligt, minimeres risikoen for svagt syn eller blindhed hos barnet.

Undersøgelsen foregår samtidig med de andre screeningsundersøgelser af nyfødte. Det vil sige samtidig med hørescreeningen og hælblodprøven, enten i forbindelse med indlæggelse på barselsafsnittet eller som del af jordemoderbesøget under hjemmebarsel.

Undersøgelsen

Ved undersøgelsen lyser vi ind i barnets øjne med en særlig lygte. Det tager få minutter og kan udføres, selvom barnet sover. Når lyset rammer nethinden på indersiden af øjet, ses normalt en rød/orangerefleks i øjet. Hvis der ses en rød/orange refleks i øjnene, skal barnet ikke undersøges yderligere. Hvis vi ikke ser en rød/orange refleks på et eller begge øjne, henviser vi barnet til en øjenlæge for at afklare, om barnet har en medfødt øjensygdom. For de fleste vil undersøgelsen hos øjenlægen vise, at synet er normalt. Hvis ikke, bliver I tilbudt relevant behandling til barnet.

I få tilfælde er det ikke muligt at gennemføre undersøgelsen, fx fordi pupillerne kan være meget små hos nogle nyfødte, men undersøgelsen gentages også hos barnets egen læge ved 5 ugers-undersøgelsen.

Efter undersøgelsen

Hold øje med synsproblemer hos barnet

Hvis du/I opdager, at jeres barn har en hvid eller grå pupil, er det vigtigt, at barnet bliver undersøgt hurtigst muligt hos en øjenlæge.

Når barnet er 2 måneder gammelt, bør du/I kunne have en god øjenkontakt med barnet. Hvis det er svært at få øjenkontakt, bør barnet undersøges hos en øjenlæge.

Børn, der skeler efter 3-måneders-alderen, bør også blive undersøgt hos en øjenlæge. De første tre levemåneder kan barnet godt skele, indtil det har lært at styre øjenmusklerne.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden