Gå til hovedindhold

Ekkokardiografi

Information om ekkokardiografi og hvordan undersøgelsen foregår

Du/dit barn er henvist til forundersøgelse i Børne- og ungeafdelingen, Nordsjællands Hospital, vedrørende udredning for hjerteproblematik.

Du/jeres barn skal i den forbindelse have foretaget et ekko (ekkokardiografi).

Når hjertet undersøges ved hjælp af ultr​​alyd, kaldes det ekkokardiografi. Undersøgelsen kan give præcise oplysninger om, hvordan hjertet er opbygget, og hvordan det fungerer.

Undersøgelsens forløb

Forud for ekkokardografien skal du/jeres barn have foretaget et ekg på laboratoriet. Se særskilt information om dette. 

For at undersøgelsen bliver så god som muligt, skal barnet/den unge ligge stille enten på ryggen eller på venstre side med bar overkrop. Barnet/den unge får sat 3 ledninger på brystet for at overvåge hjerterytmen, mens undersøgelsen foregår.

Ultralyd kan ikke trænge gennem luft. Derfor kommer vi creme mellem ultralyd-håndtaget og barnets/den unges​ hud. Nogle børn og unge synes cremen er meget kold. Ved at glide håndtaget rundt på barnets/den unges brystkasse, kan vi se billeder af hjertet fra forskellige vinkler. Undersøgelsen tager typisk mellem 5 og 15 minutter.

Barnet/den unge har mulighed for at se på telefon eller Ipad under undersøgelsen. Dette kan aflede barnets/den unges opmærksomhed fra undersøgelsen, og hjælper barnet/den unge med at ligge stille.

Efter undersøgelsen tørres cremen af brystkassen, ledningerne fjernes og lægen forklarer, hvad undersøgelsen har vist.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden