Kære familie
Du/dit barn er henvist til forundersøgelse i Børne- og ungeafdelingen på Nordsjællands Hospital - Hillerød vedrørende udredning for hjerteproblematik.
Du/jeres barn skal i den forbindelse have foretaget et ekg (elektrokardiogram) forinden.
Børne- og ungeafdelingen har på forhånd reserveret en tid til jer til ekg i laboratoriet forud for jeres tid i Børne- og ungeafdelingen - se tiden i indkaldelsesbrevet.
Såfremt denne tid ikke passer jer kan I selv ændre tiden - det er dog vigtigt at ekg tages FØR tiden i børne- og ungeafdelingen, det kan sagtens være et par dage før, men senest 1 time før jeres tid i Børne- og ungeafdelingen.
Laboratoriet kan kontaktes på tlf. 48 29 41 81 alle hverdage mellem kl.10.00-14.30. Tiden kan også bookes online via www.regionh.dk/blodproever, hvor du skal lbruge MitId.
I skal møde til ekg undersøgelsen i Klinisk Biokemisk Afdeling 1621, indgang via hovedindgangen.
Du/I skal oplyse dit/dit barns cpr. nummer og vise denne skrivelse til sekretærerne i skranken i ekg-laboratoriet.
Derefter skal du/I møde op i Børne- og ungeafdelingen til den tid, som er anført i det vedlagte brev, og I skal medbringe ekg’et.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Hjertet er en muskel, der trækker sig sammen ved hjælp af en elektrisk impuls. Målingen af hjertets elektriske impuls kaldes elektrokardiogram, forkortet EKG.
Ved at analysere et EKG kan man sige noget om hjertets rytme, hjertemusklens størrelse/tykkelse, og om hjertemusklen er belastet.
Undersøgelsen er hurtig. Den tager kun få minutter og er ikke forbundet med ubehag. Ved optagelse af EKG'et skal barnet/den unge ligge ned med bar overkrop, og uden strømper. EKG'et udføres ved at placere 6 klistermærker (elektroder) på barnets/den unges brystkasse, samt en elektrode på hver arm og på hvert ben - i alt 10 elektroder.
Selve optagelsen af hjertets elektriske impulser kan forstyrres af en anden muskel uro, hvorfor barnet/den unge skal ligge så stille som muligt i de 20 sekunder selve optagelsen finder sted. Derefter fjernes elektroderne. Nogle børn og unge, synes, at det kan niver lidt at få taget elektroderne af.
Med venlig hilsen
Børne- og ungeafdelingen