Vi håber denne information kan give dig og dine pårørende svar på nogle af de spørgsmål, der melder sig, når du skal i behandling med antistoffet Cetuximab. Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.
Hvad er cetuximab?
Cetuximab er et antistof, som bruges til behandling af tyk- og endetarmskræft, hvor kræften har spredt sig. Cetuximab kan gives i kombination med kemoterapi eller som monoterapi.
Hvordan foregår behandlingen med Cetuximab?
Cetuximab gives som infusion i en blodåre. Den første behandling tager normalt 2 timer. Ved de efterfølgende behandlinger er infusionstiden én time. Behandling med Cetuximab gives normalt hver anden uge, og vil foregå ambulant.
Hvor længe gives behandlingen med cetuximab?
Du vil få behandlingen med Cetuximab så længe, der ikke er tegn på at sygdommen forværres og der ikke er uacceptable bivirkninger. Du vil blive scannet med fastlagte intervaller i behandlingsperioden for at følge, hvordan behandlingen virker på sygdommen. Vurderer lægen, at der ikke længere er effekt, vil behandlingen ophøre.
Hvilke bivirkninger har behandlingen?
Som al anden medicin kan Cetuximab give bivirkninger. Det varierer fra patient til patient, hvilke bivirkninger man kan få ved behandling med et antistof. Nogle bivirkninger kan forebygges med medicin eller ved at nedsætte din dosis af Cetuximab. Det er vigtigt, at du taler med din læge og sygeplejerske om, hvordan du har haft det i perioden mellem behandlingerne.
I det følgende finder du de de mest hyppigt forekommende bivirkninger i forbindelse med behandlingen med Cetuximab. At de er nævnt i denne information betyder ikke, at alle får dem. Omvendt kan der forekomme andre bivirkninger for den enkelte patient end nævnt i denne information.
Overfølsomhedsreaktioner
Cetuximab er et antistof, og derfor kan der optræde overfølsomhedsreaktioner, der i de fleste tilfælde er milde. I sjældne tilfælde kan svære overfølsomhedsreaktioner forekomme. Hvis de opstår, vil det næsten altid være under indgiften af Cetuximab. Symptomerne er åndenød, hæshed, kløe og udslæt. Hvis du mærker noget af dette, skal du straks kontakte personalet. For at forebygge overfølsomhedsreaktion får du antihistamin og binyrebarkhomon inden behandlingen.
Hudbivirkninger
En hyppig bivirkning ved Cetuximab er hududslæt, som kan sammenlignes med akne(bumser). Ca. 80% af de patienter, der behandles med cetuximab, vil få en eller anden grad af hududslæt.
Dette udslæt ses ofte ved de første behandlinger. Udslættet optræder hyppigst i ansigtet, hovedbund, nakke, brystkasse samt på ryg og arme. Desuden kan neglerødder blive påvirket med revner og dermed risiko for infektion.
Forebyggende skal du starte antibiotisk behandling med tbl. doxycyklin 100mg morgen og aften. Hvis der opstår udslæt skal du smøre det med antibiotisk creme Metronidazol morgen og aften. Medicinen udleveres af sygeplejersken i ambulatoriet.
I svære tilfælde kan man mindske dosis af cetuximab.
Gode råd til pleje af huden
- God hygiejne, daglig vask/brusebad
- Brug en fed uparfumeret creme og hudlotion
- Undgå solbadning
- Benyt minimum solfaktor 20, anvend evt. hat med bred skygge
- Undgå tøj der strammer
- Undgå hudprodukter der indeholder alkohol (udtørrer huden)
- Brug kun hudlæge godkendt make-up
- Ved alt vådt arbejde er det en god ide at anvende gummihandsker- brug altid bomuldshandsker under gummihandskerne
- Hvis der opstår revner på hænder og fødder, kan du evt. anvende flydende plaster. Sandaler eller rummelige sko kan anbefales
- Hvis du er generet af hudkøe, kan denne evt. lindres ved at anvende antihistamin
- Det kan være nødvendigt, at behandle hududslettet med antibiotika.
Øjne
Behandling med Cetuximab kan medføre at du får tørre øjenomgivelser og at øjnene kan føles tørre. Der kan opstå øjenbetændelse, hvor øjnene bliver røde, smertende og der kommer pus i øjnene.
Gode råd
- Anvend en fed uparfumeret creme til øjenomgivelserne.
- Tørre øjne kan dryppes med viskøse øjendråber.
- Undgå brug af kontaktlinser.
- Øjenbetændelse skal behandles med antibiotika, lægen i afdelingen kan ordinere dette.
Hår og hovedbund
Hovedhår og skæg kan i den periode, hvor du er i behandling med Cetuximab vokse langsommere, blive mere porøst, og der kan forekomme en udtynding af hår og skæg. Der kan forekomme en øget vækst og krøllet struktur af øjenvipperne, samt dunhårvækst i ansigtet.
Gode råd
- Benyt ”Head og Shoulders” til hårvask, da det indeholder et stof, der har en virkning på svampe og bakterier.
- Er din hovedbund tør og skællende, kan du massere en fed lotion eller badeolie ind i hovedbunden.
- Du kan få frisøren til at klippe dine øjenvipper, hvis de generer dit syn.
Slimhinder
Tørre slimhinder i næsen evt. sårdannelse.
- Tørhed i næsen kan afhjælpes ved at smørre lidt fed creme på næseslimhinden (brug en vatpind).
- Ved sårdannelse kan der opstå infektion, hvor det kan blive nødvendigt at behandle med antibiotika
Mundhulen
- Der kan forekomme blister og småsår i mundhulen. Det kan afhjælpes med lokal desinficerende mundgel
Tørre slimhinder i skeden
Træthed
Det er almindeligt at blive træt og få følelsen af manglende energi. Trætheden kan både skyldes din kræftsygdom og behandlingen med Cetuximab. Du kan tale med lægen og sygeplejersken om din træthed, ligssom du i ambulatoriet kan få udleveret en informationsfolder om, hvad du selv kan gøre, hvis du er træt.
Har du spørgsmål?
Er du i tvivl om noget, eller har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Det er vigtigt, at du ikke bekymrer dig unødigt. Hvis du har spørgsmål, opfordrer vi dig til at skrive dem ned og tale med personalet om dem, næste gang du komme til behandling.