Gå til hovedindhold

Celleforandringer i livmoderhalsen - fjernelse ved kegleoperation

Til kvinder som har fået konstateret celleforandringer på livmoderhalsen.Celleforandringer er ikke kræft, og stort set alle kvinder bliver fuldstændig helbredt.

Kort om operationen

Du skal have fjernet et kegleformet stykke af livmoderhalsen for at forhindre, at celleforandringer kan udvikle sig til kræft. Operationen har ikke betydning for din mulighed for at blive gravid.

Du kan forvente at være på hospitalet i 1 time i forbindelse med operationen.

Vigtig forberedelse

Kontakt os, hvis du forventer at have menstruation på dagen for operationen

Operationen skal foregå en dag, hvor du ikke har menstruation. Du skal derfor give os besked, hvis du forventer at have menstruation på dagen. Hvis du kun forventer at bløde lidt på dagen for operationen, vurderer vi, om vi kan behandle dig som planlagt. Kontakt Gynækologisk Ambulatorium 0211. Se telefonnummeret under kontaktoplysningerne.

Tag smertestillende medicin inden operationen

Der kan være lettere ubehag forbundet med operationen. Vi anbefaler, at du tager 2 x 500 mg paracetamol og 2 x 200 mg ibuprofen cirka 1 time, før du skal møde i afdelingen. Det kan forebygge smerter og ubehag.

Forbered dig på ventetid

Tag gerne en bog, et blad, en mobiltelefon eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.

På hospitalet

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi opererer dig, men din livmoderhals er bedøvet. Du vil derfor ikke føle smerte, men du kan mærke berøring og tryk. 

Operationen

Når bedøvelsen virker, bruger lægen en elektrisk slynge til at fjerne det stykke væv fra livmoderen, hvor celleforandringerne er. Vi sender vævet til undersøgelse for at kontrollere, at celleforandringerne er fjernet.

Selve operationen varer 10-15 minutter.

Bliv gerne i 30 minutter

Vi anbefaler, at du bliver siddende i venteværelset i 30 minutter efter, at vi har fjernet stykket. På den måde kan vi sikre os, at du har det godt, inden du tager hjem.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Let øget risiko for at føde for tidligt

Din livmoderhals bliver kortere efter operationen. Det giver en let øget risiko for at føde for tidligt i en eventuel graviditet.

Hjemme igen

Sygemelding

Vi anbefaler 1-2 dage sygemelding. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Svar på vævsprøven

Vi aftaler med dig, hvordan og hvornår du får svar på vævsprøven.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden