Korset
For at sikre den ønskede virkning for din ryg, skal du nu have et korset - et såkaldt Bostonkorset. Korsettet er lavet af et fast, hvidt plast materiale (ca. 1 cm. tykt). Det tilskæres og tilpasses individuelt før indlæggelsen. Korsettet koster ca. 12.000 kr. og betales af sygehuset.
Bandagisten indkalder dig til bandageriet, når ”rå-korsettet” er kommet. Du skal regne med at tilbringe ca. 3 timer på bandageriet, mens korsettet skiftevis bliver prøvet og tilrettet, så medbring noget til at fordrive ventetiden med.
Indlæggelsen
Du får en indkaldelse til indlæggelse på Børne- og ungeafdelingen, hvor du skal regne med at være i ca. 4 dage. Du og din familie kan vælge om du skal sove på afdelingen eller hjemme. Hvis du vælger at sove hjemme, skal du møde i afdelingen senest kl. 8 hver morgen og kan tage hjem igen ca. kl. 17. Der er fri besøgstid. I løbet af indlæggelsen skal du for hvert døgn have korsettet på i længere og længere tid. Resten af den periode, hvor du skal bruge korset, skal du have det på i 23 timer pr. døgn. Under indlæggelsen er der mulighed for kontakt til bandagist og psykolog. Ligeledes socialrådgiver med henblik på økonomisk støtte til ekstra tøjudgifter.
Undertrøjer
Ved indlæggelsen skal du medbringe flere undertrøjer af 100 % bomuld. De skal være uden sidesømme, sidde tæt til kroppen og være så lange, at de når ned under balderne. Husk at undertrøjerne kryber en del i vask. Vask undertrøjerne i neutralt vaskemiddel uden parfume, så huden ikke irriteres. Undlad at bruge skyllemiddel.
Hvor længe?
Det er ikke muligt på forhånd at sige i hvor lang tid, du skal anvende korsettet. I behandlingsforløbet kommer du til jævnlige røntgenkontroller, og på røntgenbilledet vil lægen kunne se, hvornår du er udvokset. Til den tid kan korsetbehandlingen begynde aftrapningsfasen.
Hvordan?
For at have nogen virkning skal korsettet være hårdt spændt. Et løstsiddende korset vil ikke alene miste den korrigerende funktion, men hurtigt glide ud af stilling og give anledning til forkerte tryk og hudirritation. I begyndelsen kan det føles svært bare at stå op med korsettet på, men i løbet af nogle uger kan du bevæge dig almindeligt.
Trykket på maven kan føles stort i begyndelsen, så spis lidt mindre og lidt hyppigere, hvis du føler det sådan. Under indlæggelsen vil du lære selv at sætte korsettet på.
Påtagning af korsettet:
- Vip i bækkenet (træk halen ind under dig) og bøj let i knæene.
- Kræng korsettet på.
- Kontroller at korsettet sidder lige (spejl) og kommer på plads både i taljen og over hofterne.
- Spænd først den midterste strop- så den nederste- så den øverste.
- Gentag rækkefølgen til korsettet sidder stramt. Stem evt. venstre side mod en væg.
- Pas på at undertrøjen ikke rynker under korsettet. Træk overskydende stof ud gennem åbningen bagtil og forneden.
- Pres korsettet sammen fra begge sider og kontroller, at det sidder stramt.
- Trusser / underbukser sættes udenpå korsettet.
Hvordan lærer jeg at bruge korsettet
Du skal vænne dig til at bruge korsettet over 4 dage. De tider der er angivet nedenfor er vejledende:
1.dag: korset på i alt 6 timer: 2 timer x 3 med 1 times pause i mellem start kl. 8.00
2.dag korset på 10 timer: 8.00-12.00, 14.00-16.00, 17.00-19.00 og 20.00-22.00
3.dag korset på 16 timer: 8.00-12.00, 14.00-16.00, 17.00-19.00, 22.00-06.00
4.dag korset på i 23 timerFor at virke optimalt skal korsettet bæres mindst 23 timer i døgnet. Denne dag skal du til røntgen med korset på og efterfølgende information af ortopædkirurg og bandagist.
Tryk
Der hvor korsettet sidder mest stramt, bliver huden ofte lidt mørkerød og lilla farvet. Huden vil langsom hærdes (2 - 4 uger). Dette giver som regel ikke problemer. Misfarvningen forsvinder grad¬vist, når korsetbehandlingen er afsluttet.
Sport
Det er godt for dig at holde dig i form. I de fleste tilfælde kan du fortsætte med den sportsgren du er i gang med. Hvis du ikke er i gang med noget kan vi anbefale f.eks. svømning og cykelture. Vi kan ikke anbefale du dyrker kontaktsport ,som f.eks. håndbold og fodbold, eller sportsgrene med risiko for fald, som f.eks. ridning og skiløb. Er du i tvivl om en sportsgren kan du spørge fysioterapeuten..
Hygiejne
Vask korsettet dagligt med mild håndsæbe. Undgå at gøre stropperne våde - de tørrer langsomt. Skyl grundigt for sæberester, da de kan irritere huden. Tør korsettet omhyggeligt med et håndklæde, således at det er helt tørt, før du tager det på igen efter din fritime. Varme kan ændre korsettets form, så læg det ikke til tørre på en radiator.
Hudpleje
Bad dagligt. Tør specielt navlen godt for at undgå at få svampeinfektion. Skift undertrøje mindst en gang om dagen og altid efter sport. Massér huden med glycerolsprit der, hvor korsettet presser mest. Huden vil langsomt hærdes (2-4 uger), men skal under hele korsetperioden plejes omhyggeligt. Glycerolsprit består af glycerol, etanol og renset vand, du får en flaske under indlæggelsen. Dit eget apotek kan bestille glycerolsprit på sygehus apotek Fyn, Odense varenr: 705632, cutanopløsning 250 ml.
Kontroller efter udskrivelsen:
Fysioterapeut: 1 gang om ugen i den første måned efter udskrivelsen. Derefter 1 gang om måneden.
Læge: Ca. hver 6. måned. Du får den første tid i forbindelse med udskrivelsen.
Røntgen: Før hver lægekontrol. Det er vigtigt, at du, aftenen før røntgenbilledet skal tages, tager korsettet af og venter med at tage det på igen, til efter røntgenbilledet er taget.
Bandagist: Ved behov i takt med at du vokser og ændrer facon.
Adresse: Bandageriet, Huginsvej 1, 3400 Hillerød tlf: 4825 4600.
Eventuelle spørgsmål:
Er du er velkommen til at stille til fysioterapeuterne på telefon 4829 3855.