Du får lagt et blærekateter, der hjælper med at tømme din blære for urin. Blærekateteret består af en silikoneslange, der lægges op i dit urinrør og holdes på plads i selve blæren af en ballon med væske. Du får lokalbedøvende creme i urinrøret, inden vi lægger blærekateteret op. Kateteret er lukket med en ventil og kan kobles til en urinpose. Åbn ventilen, når du skal tisse eller hver 3.-4. time.
Der kan være flere årsager til, at du har brug for et midlertidigt kateter i blæren. Det kan være, at du:
- har svært ved at tømme blæren efter en operation
- tisser ufrivilligt
- ikke selv kan tømme din blære med et engangskateter.
Det er forskelligt, hvor længe man bliver behandlet med blærekateter. I starten kan blærekateteret give irritation i urinrøret og en følelse af at skulle tisse. Det forsvinder som regel gradvist af sig selv efter et par dage.