Gå til hovedindhold

Behandling med Sacituzumab govitecan (Trodelvy

Dette er en vejledning omkring behandling med Sacituzumab govitecan til patienter med brystkræft.

Kort om behandling med sacituzumab govitecan

Du har fået tilbudt behandling med sacituzumab govitecan.

I denne vejledning kan du læse om, hvordan behandlingen foregår og hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med behandlingen, herunder bivirkninger.

Sådan virker behandlingen

Sacituzumab govitecan anvendes til behandling ved tilbagefald af brystkræft og gives med livsforlængende og lindrende sigte. Du vil få behandlingen så længe din kræftsygdom ikke forværres og/eller du ikke har alvorlige bivirkninger.

Sacituzumab govitecan er et lægemiddel bestående af antistof (sacituzumab) og kemoterapi (SN-38).

I sacituzumab govitecan har man koblet antistof og kemoterapi sammen i et såkaldt antistof-lægemiddelkonjugat, som gør, at de to lægemidlers egenskaber arbejder sammen. Sacituzumab binder sig til kræftceller, der udtrykker proteinet TROP2 på celleoverfladen og kemoterapien bliver leveret direkte ind i kræftcellen, hvorved cellen beskadiges eller går til grunde.

Sådan forløber behandlingen

Behandlingen med sacituzumab govitecan gives dag 1 og dag 8 i serier, der varer 3 uger. Sacituzumab govitecan gives i et drop, der er lagt i en blodåre.

Den første behandling varer 3 timer og herefter skal du blive i afdelingen til observation for eventuelle bivirkninger i 30 minutter. Hvis du har tålt første behandling godt, varer de næste behandlinger 1-2 timer efterfulgt af 30 minutters observation.

Før hver behandling vil du få medicin, der forebygger bivirkninger og infusionsrelaterede reaktioner (Læs mere under ”Bivirkninger”).

Før behandling

Før hver behandling skal du have taget blodprøver. Vi bestiller blodprøver til dig, som du skal have taget hverdagen før behandling. Du kan få taget blodprøverne på dit lokalsygehus. Blodprøverne skal tages inden kl. 10.00.

Med blodprøverne undersøger vi dit immunforsvar, blodplader og blodprocent. Vi undersøger også din nyre- og leverfunktion. Blodprøverne viser, hvordan du tåler behandlingen, og vi sikrer os, at alt er, som det skal være, for at du kan modtage behandlingen. Vi ringer til dig, hvis der er behov for ændringer i behandlingen.

På behandlingsdagen

Når du møder i ambulatoriet, vil du blive hentet af en sygeplejerske i venteværelset. Behandlingen gives i et behandlingsrum, hvor der også er andre patienter, der modtager behandling. Mens du får behandling, ligger du i en seng eller sidder i en stol.

Før behandlingen går i gang, får du anlagt et drop (PVK). Når behandlingen er færdig, fjernes droppet igen.

Inden du går hjem, får du udleveret medicin til næste behandling.

Når du er hjemme

Kontakt os straks ved disse symptomer:

  • Feber over 38,5 (eller over 38,0 i 2 målinger inden for 2 timer)
  •  Diarré eller opkastninger (mere end 4-6 afføringer i døgnet eller gentagne opkastninger)
  • Udtalt åndenød, hoste eller andre luftvejssymptomer

Evaluering

Undervejs i behandlingsforløbet skal du have foretaget scanninger hver 9. uge for at holde øje med effekten af behandlingen.

Bivirkninger af behandlingen

Du kan få en række bivirkninger ved behandlingen. Listen med bivirkninger kan virke voldsom, men det er de færreste, der får alle bivirkningerne. 

Det er vigtigt, at du fortæller os om dine bivirkninger. Nogle bivirkninger kan vi behandle eller lindre, og nogle kan vi forebygge, at de udvikler sig til permanente gener. Vi kan ikke på forhånd udelukke, at du får andre bivirkninger, end dem vi har nævnt nedenfor. Vi vil spørge dig om bivirkninger løbende under behandlingen. Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger kan lægen udsætte eller stoppe behandlingen.

De vigtigste bivirkninger du skal kende

  • Kvalme og opkastninger: Du får udleveret forebyggende kvalmestillende medicin. Det er vigtigt, du tager medicinen som anbefalet, også selvom du ikke har kvalme. Derudover får du kvalmestillende medicin med hjem, som du kan tage ved behov. Det er vigtigt at drikke rigeligt med væske og spise små hyppige måltider. Let motion kan lindre kvalme.
  • Diarre: 60% af de personer, der behandles med sacituzumab govictean får diarre. Udover tynde og/eller hyppigere afføringer kan du føle dig oppustet og have mavekramper/smerter. Sørg for at drikke rigeligt og spis hyppige, små måltider. Vi vejleder dig om behandling af diarre og kan give kostråd.
  • Øget infektionsrisiko: Behandlingen kan nedsætte immunforsvaret og øge risikoen for infektioner. Sørg for at vaske hænder ofte og hold god mundhygiejne. Du skal have et termometer derhjemme, så du kan måle din temperatur, hvis du får feber eller symptomer på infektion.
  • Øget blødningstendens: Behandlingen kan nedsætte antallet af blodplader og dermed nedsætte blodets evne til at størkne. Fortæl os, hvis du får blå mærker eller blødninger. Brug en blød tandbørste og undgå forstoppelse. Brug ikke acetylsalicylsyre, ibuprofen eller lignende med mindre, du har aftalt det med os.
  • Infusionsrelateret reaktion: Oftest er der tale om en mild reaktion med feber, kulderystelser, kvalme, opkastning, udslæt og kløe. Sjældent opstår svære reaktioner, der viser sig som åndenød, besværet åndedræt, blodtryksfald, hæshed, og rødt udslæt eller en egentlig allergisk reaktion. For at mindske risikoen for en reaktion under behandlingen, vil du få forebyggende medicin inden hver behandling. Hvis du får en reaktion under behandlingen, vil du få yderligere medicin, for eksempel antihistamin og binyrebarkhormon. Reaktionen opstår næsten altid under selve behandlingen. Hvis symptomerne opstår, når du er kommet hjem, skal du straks kontakte os eller ringe 112 ved åndenød.
  • Kolinerge symptomer: Under eller umiddelbart efter behandlingen med sacituzumab govitecan kan du få såkaldte kolinerge symptomer såsom mavekramper, diarre, spyt-, næse- eller tåreflåd, svedtendens og rødme af huden. Hvis du får disse symptomer, vil vi give dig behandling med medicin (atropin). Hvis du får kolinerge symptomer, vil du få forebyggende medicin ved de efterfølgende behandlinger.
  • Hårtab: 45% af de personer, der behandles med sacituzumab govitecan vil tabe håret. Der kan være tale om helt eller delvist hårtab. Vi udleverer en rekvisition, så du kan få en gratis paryk eller et tørklæde. Håret vokser hos langt de fleste ud igen, når behandlingen er afsluttet, medmindre man får en anden behandling, der medfører hårtab.
  • Træthed: Mange, der får behandling med sacituzumab govitecan, vil opleve træthed i større eller mindre grad. Sov højst en time i løbet af dagen og forsøg at være fysisk aktiv hver dag. Prioriter dine kræfter og bed familie og venner om hjælp. Undlad at køre bil, hvis du er helt udmattet.
  • Irritation af mundslimhinden: Kan medføre smerter, ømhed, blister/sår. Irritationen kan give problemer med at spise og synke. Får du hvide belægninger på tungen, kan det være tegn til svampeinfektion. Undgå stærke/syrlige/meget kolde eller varme føde- og drikkevarer. Forsøg med blendet/blød mad. Børst tænder 3 gange dagligt med blød tandbørste og skyl munden efter hvert måltid. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at anvende lokalbedøvende midler.

Generelt vedrørende behandling med sacituzumab govitecan

  • Medicin og vaccinationer: Tal med os inden du starter på ny medicin og kosttilskud eller hvis du skal vaccineres under behandlingen.
  • Anden behandling: Hvis du får behandling for andre sygdomme eller tilstande, så fortæl sundhedspersonalet, at du får behandling med sacituzumab govitecan.
  • Forholdsregler i forhold til familie og venner: Du kan omgås din familie og dine venner, som du plejer

Behandlingen kan påvirke din fertilitet

Man udsætter ikke sin partner for påvirkning af kemoterapi ved seksuelt samvær. For en sikkerheds skyld anbefaler vi dog at bruge kondom de første dage efter behandlingen, da kroppen i det tidsrum udskiller affaldsstoffer igennem alle former for kropsvæsker.

Sacituzimab govitecan kan skade et foster. Du eller din partner skal derfor anvende et sikkert svangerskabsforebyggende middel under behandlingen. Du må ikke amme under behandlingen.

Hvor kan du læse mere:

Hæftet ”Medicinsk kræftbehandling” giver en generel information om medicinsk behandling af kræft og en mere indgående beskrivelse af de enkelte bivirkninger, samt hvordan de kan afhjælpes. Du vil få hæftet udleveret af sygeplejersken. Du kan læse mere om sacituzumab govitecan på www.minmedicin.dk og www.cancer.dk

Har du i øvrigt spørgsmål, står vi naturligvis til rådighed.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden