Gå til hovedindhold

Abort - medicinsk provokeret under indlæggelse

Her kan man læse om det forløb man kan forvente ved medicinsk abort under indlæggelse på hospitalet.

Kort om provokeret abort

En abort i 2. trimester sker oftest med medicinsk behandling, hvor du selv skal abortere fosteret.

Forløbet strækker sig over flere dage. Den første dag er du som regel hjemme efter at have fået medicinen Mifegyne, som får graviditeten til lettere at løsne sig fra livmodervæggen. Efter 1-2 dage tager du medicinen Cytotec, der skaber sammentrækninger i livmoderen, så fosteret udstødes. Det foregår på hospitalet.
I nogle tilfælde kan der efter behandlingen være rester af moderkage tilbage, så det kan være nødvendigt at afslutte med en kirurgisk behandling.

Vi ved, at det er en svær situation at få en abort, og vi vil hjælpe og støtte dig undervejs. Vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig under hele forløbet.

Dag 1

Du får medicin

Mens du er på hospitalet, får du den første medicin, en pille Mifegyne. Du skal tage pillen med et glas vand. Når du har taget pillen, er aborten sat i gang, og du kan tage hjem. Det er vigtigt, at du gennemfører resten af behandlingen, da medicinen kan skade fosteret.

Enkelte kvinder får en mindre blødning, kvalme og menstruationslignende smerter efter at have taget Mifegyne.

Hjemme

Kontakt os ved kraftig blødning eller smerter

Hvis du får kraftige smerter eller blødning, der er kraftigere end ved menstruation, skal du kontakte Gynækologisk Akutsygeplejerske. Se telefonnummeret under kontaktoplysningerne.

Forberedelse til aborten

Ventetiden kan være lang og svær. Det er en god idé at få spist og sovet, så du er klar til aborten. En fødsel på dette tidspunkt i graviditeten er som regel mindre hård end en fødsel senere i graviditeten, men det er alligevel en god idé at hjælpe kroppen.
Dansk Center for Familier & Sorg tilbyder gratis rådgivning og støtte både før og efter et tab. Læs mere på deres hjemmeside www.familierogsorg.dk. I kan også kontakte Mødrehjælpen eller egen læge. I er også altid velkomne til at kontakte os.

Dag 3

Spis et måltid hjemmefra

Vi anbefaler, at du spiser morgenmad hjemmefra. Når du begynder at bløde, får smerter eller fostervandet går, må du kun drikke klare væsker som vand, saftevand og juice uden frugtkød. Det taler vi med dig om.

Medbring disse ting

Nogle forløb går hurtigt. Andre gange tager en abort længere tid. Det er derfor en god idé at medbringe behageligt tøj, toiletsager, eventuel fast medicin samt bøger, computer eller andet, der kan bruges i ventetiden.

Du bliver indlagt

Du møder til indlæggelse på det aftalte tidspunkt. Du bliver tilbudt en enestue, og vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig.
Vi taler med dig om forløbet og din indlæggelse og giver dig hospitalstøj, hvis du ønsker det.

Du får medicin

Aborten sættes i gang med medicinen Cytotec, som lægges op i skeden. Vi giver dig Cytotec hver 3. time, højst 5 gange i døgnet. Hver gang du har fået medicinen, skal du blive i sengen i 45 minutter.

Det er forskelligt, hvornår pillerne begynder at virke. De fleste aborterer inden for det første døgn. Hvis aborten ikke er gået i gang efter den femte oplægning af medicin, holder du pause indtil næste morgen. Derefter gentager vi behandlingen.

Nogle kvinder får kvalme og kaster op af Cytotec. I sjældne tilfælde kan man også få feber.

Aborten

Medicinen vil fremkalde blødning og menstruationslignende smerter. Vi giver dig smertelindring undervejs.
Medicinen skaber sammentrækninger (veer) i livmoderen, så fosteret og moderkagen skubbes ud. Mange får en følelse af at skulle have afføring, lige inden de aborterer.
Når du har aborteret, skal du blive i afdelingen i 1-2 timer, så vi kan holde øje med din blødning, og med hvordan du har det. I nogle tilfælde er det nødvendigt at lave en kirurgisk behandling for at sikre, at hele moderkagen er kommet ud. Det foregår under fuld bedøvelse og varer cirka 10-15 minutter.

Stop af mælkeproduktionen

Ved abort efter 16 uger bliver du tilbudt medicin for at stoppe mælkeproduktionen. Vi anbefaler, at du tager medicinen inden for det første døgn. Behandlingen kan eventuelt gentages ved behov.

Hvis du har blodtype rhesus negativ

Hvis din blodtype er rhesus negativ, får du en indsprøjtning med anti-D for at undgå, at du danner rhesusantistoffer. Rhesusantistoffer kan have betydning ved en kommende graviditet.

Du bliver udskrevet

De fleste er klar til at blive udskrevet kort efter aborten. Du er klar, hvis:

  • dine smerter kan dækkes med smertestillende medicin fra håndkøb
  • du har spist og drukket
  • du har tisset
  • du er blevet informeret om, hvad du skal være opmærksom på derhjemme.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke bør drikke alkohol.

Hvis der ikke er nogen, der kan være hos dig, anbefaler vi, at du har en, du kan ringe til, hvis du har brug for hjælp.

Sygemelding

Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden