Denne information supplerer vores mundtlige information om den anbefalede behandling. Informationen er tænkt som en hjælp til at få overblik over behandlingen. Dine pårørende kan også have gavn af at læse informationen. Her i denne information kan du læse om, hvordan behandlingen foregår, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med behandlingen og hvilke bivirkninger, du kan opleve.
Hvornår skal du kontakte os?
Det er vigtigt, at du kontakter os med det samme, hvis du får:
- Feber over 38,5 (eller 38,0 i 2 målinger over 2 timer)
- Kulderystelser
- Problemer med din vejrtrækning, for eksempel åndenød eller hoste
- Gentagne opkastninger eller diarré.
Du får udleveret kontaktoplysninger til afdelingen af din sygeplejerske eller læge. Du kan komme i kontakt med os hele døgnet.
Hvorfor anbefaler vi behandling med T-DM1?
Selvom hele kræftknuden er fjernet ved operationen, indeholdt knuden stadig HER2 positive kræftceller. I nogle tilfælde kan dette give en øget risiko for, at der kan komme tilbagefald af brystkræften. En undersøgelse har vist, at en ændring i behandlingen efter operation, kan nedsætte denne risiko. Vi vil derfor anbefale, at du supplerer den kirurgiske behandling med en anden form for behandling, end den du fik før operationen. Behandlingen vil erstatte behandlingen med trastuzumab. T-DM1 er et lægemiddel bestående af antistoffet trastuzumab (T) og et kemostof emtansine (DM1). Trastuzumab kender du allerede fra din behandling før operation. I T-DM1 har man koblet de stoffer sammen, og det betyder, at de to lægemidlers egenskaber arbejder sammen. Trastuzumab (T) opsporer og binder sig til HER2 positive kræftceller, hvorved kemoterapien (DM1) bliver leveret direkte ind i de HER2 positive kræftceller, hvor den kan hæmme deres vækst. Denne behandling er derved mere målrettet de kræftramte celler og skåner de raske celler i højere grad end almindelig kemoterapi.
Hvordan gives behandlingen og hvor længe?
T-DM1 erstatter behandlingen med trastuzumab efter operationen. Du skal sammenlagt have 17 HER2 rettede behandlinger med trastuzumab og T-DM1. Behandlingen gives hver 3. uge i et drop, der er lagt i en blodåre og tager ca 45 min. Før hver behandling skal du have taget blodprøver. Du vil løbende i behandlingsforløbet få undersøgt dit hjertes pumpefunktion.
Generelt vedrørende behandling med T-DM1
Arbejde under behandling
Det er meget individuelt, om man kan arbejde. Det afhænger af arbejdets form og indhold samt hvor påvirket, du er af behandlingen.
Medicin og vaccinationer
Start ikke på ny medicin eller kosttilskud uden først at have talt med os. Vaccinationer, for eksempel influenza, stivkrampe og Corona vaccination, er sikre at modtage under behandling med T-DM1.
Anden behandling
Hvis du får behandling for andre sygdomme eller tilstande så fortæl sundhedspersonalet, at du får behandling med T-DM1.
Forholdsregler i forhold til familie og venner
Du kan omgås din familie og dine venner som du plejer
Graviditet og amning
Du må ikke få T-DM1 hvis du er gravid, da behandlingen kan medføre en risiko for fosteret. Du må ikke forsøge ikke at bliver gravid under behandlingen. Spørg os til råds vedrørende prævention. Du må ikke amme under behandlingen med T-DM1.
Bivirkninger ved T-DM1
Da trastuzumab emtansin er en kombination af trastuzumab og kemoterapi, kan der opstå bivirkninger til begge former for medicin. Disse bivirkninger er forskellige fra person til person. Det er meget usandsynligt, at du få alle de bivirkninger, der er nævnt her, ligesom du kan få bivirkninger, der ikke er omtalt her. Det kan være nødvendigt at udsætte eller stoppe behandlingen med T-DM1, hvis du får alvorlige bivirkninger. I nogle situationer vil vi anbefale, at du skifter tilbage til behandling med trastuzumab.
- Allergi-lignende reaktioner som feber og kulderystelser: Ses oftest i forbindelse med at medicinen gives og kan afhjælpes med paracetamol.
- Nedsat appetit, kvalme og eventuelt opkastninger: Du vil få kvalmestillende medicin efter behov. Det er yderst sjældent, at der forekommer opkastning.
- Træthed: Sov højst en time i løbet af dagen og forsøg at dyrke motion hver dag. Prioriter dine kræfter og bed familie og venner om hjælp. Undlad at køre bil hvis du er træt.
- Diarré: Du vil få stoppende medicin efter behov.
- Øget infektionsrisiko: Kemoterapi kan nedsætte immunforsvaret og øge risikoen for infektioner. Sørg for at vaske hænder ofte og hold god mundhygiejne. Undgå kontakt til personer uden for din husstand, der er syge. Hav et termometer derhjemme, så du kan måle din temperatur.
- Øget blødningstendens: Kemoterapi kan nedsætte antallet af blodplader og dermed nedsætte blodets evne til at størkne. Fortæl os hvis du får blå mærker eller blødninger. Brug en blød tandbørste og undgå forstoppelse. Undgå hård kontaktsport. Brug ikke acetylsalicylsyre, ibuprofen eller lignende medmindre du har aftalt det med os.
- Nervepåvirkning: Behandling med T-DM1 kan påvirke nerverne. Oftest er påvirkningen i tæer/fodsåler eller fingre/håndflader. Hos nogen vil det være meget lette og forbigående symptomer, mens det hos andre kan være mere udtalte og vedvarende. Nervepåvirkningen beskrives ofte som stikken, prikken, brændende fornemmelse, vatfornemmelse og manglende følesans. Det er vigtigt du fortæller os, hvis du oplever nervepåvirkning, da det kan have betydning for din behandling
- Forbigående leverpåvirkning: Påvirkningen er oftest uden betydning for dig.
- Påvirkning af hjertets pumpeevne: Hyppigheden af sværere hjertepåvirkning er heldigvis lav. Meget tyder på, at hjertepåvirkning fremkaldt af T-DM1 er forbigående og kan behandles med hjertemedicin. På grund af denne mulige påvirkning af hjertet vil vi før og under behandlingen foretage målinger af hjertets pumpeevne. Fortæl os hvis du oplever åndenød eller væskeophobning i kroppen under behandlingen med T-DM1. Det kan være nødvendigt at stoppe med behandlingen før tid, hvis hjertets pumpeevne påvirkes.
Fortæl os om de bivirkninger du oplever under eller efter behandlingen, så vi kan hjælpe dig bedst muligt.