Synachten-test (ACTH-test)

I denne patientinformation kan patienter læse om synachten-testen. Testen har til formål at vurdere om patienten producerer tilstrækkelig mængde kortisol. Endvidere kan patienter læse hvordan testen foregår, bivirkninger og hvornår de kan forvente svar på testen.

En synachten-test kan vurdere, om du producerer nok kortisol. Her kan du læse mere om, hvordan testen foregår.

Formål

Ved hjælp af synachten-testen kan man vurdere, om du producerer nok kortisol. Kortisol er et binyrebarkhormon.

Når binyrebarken bliver stimuleret med Synacthen kan man se, om udskillelsen af kortisol er normal. Kortisol har en lang række virkninger, bl.a. på knogler, muskler, støttevæv og omsætningen af næringsstoffer.

Din forberedelse til undersøgelsen

Der er ingen forberedelse i forbindelse med testen.

Hvis du er i behandling med binyrebarkhormon (Hydrokortison eller inhalationssteroider), skal du holde pause i 24 timer før testen skal udføres. Hvis du er i behandling med Prednisolon, skal du holde pause i 48 timer før testen skal udføres. Dette skal være aftalt med lægen.

Sådan foregår testen

Når du ankommer til ambulatoriet, får du lagt en kanyle (et lille plastikrør kaldet en venflon) i en blodåre i armen. Herefter skal du holde dig i ro i cirka 10 - 15 minutter. Det er en god idé at oplyse, hvis du ikke har det godt med at blive stukket.

Der vil derefter blive taget en blodprøve, og du får sprøjtet en lille mængde Synacthen gennem kanylen.

Efter 30 minutter bliver der taget endnu en blodprøve gennem samme kanyle. Kanylen bliver derefter fjernet, og testen er overstået. Selve testen varer cirka 1 time, men der kan opstå ventetid.

Bivirkninger

Du kan risikere at føle en varmefornemmelse i form af blussen i ansigtet, hjertebanken, eventuelt let kvalme og mavekneb lige efter indsprøjtningen. Dette varer højst få minutter. Der vil efterfølgende ikke være gener af testen.

Svar på testen

Har du en tid hos lægen senest 2 uger efter testen, får du svar på testen der. Hvis det er aftalt, at du får brevsvar, og du ikke har fået svar på testen inden for ca. 10 dage, bedes du kontakte sekretariatet. Hvis du har spørgsmål vedrørende testen, er du velkommen til at kontakte sygeplejerskerne i ambulatoriet.

Redaktør