Radioaktive sporstoffer

Undersøgelser med radioaktive sporstoffer bruges til at undersøge kroppen for eventuelle sygdomme.

Information om undersøgelser med radioaktive sporstoffer på Klinisk Fysiologisk/Nuklearmedicinsk Afsnit.

På Klinisk Fysiologisk/nuklearmedicinsk afsnit undersøges kroppens organer som led i diagnosticering af eventuelle sygdomme. Eksempler på sådanne undersøgelser er blodtryksmålinger og lungefunktionstest. Desuden foretages skanninger, hvor der anvendes radioaktive sporstoffer. Disse skanninger kaldes skintigrafier.

Radioaktive sporstoffer

Alle grundstoffer kan findes i flere former, såkaldte isotoper. Visse isotoper indeholder for meget energi og er derfor, hvad der kaldes ustabile. Ustabile isotoper ”kommer af” med deres energioverskud ved at udsende radioaktiv stråling. Det er disse ustabile isotoper, i daglig tale kaldet radioaktive sporstoffer, man benytter sig af ved en skintigrafi. De radioaktive sporstoffer kan udsende forskellige typer af radioaktiv stråling, men inden for medicinsk diagnostik er den mest anvendte type gammastråling. Gammastråling er elektromagnetisk stråling ligesom synligt lys, radiobølger og røntgenstråler. Det mest benyttede radioaktive sporstof er technetium.

Skintigrafi

Ved en skintigrafi bruges en lille mængde radioaktivt sporstof. Det radioaktive sporstof er kemisk bundet sammen med et bærestof. Der bruges forskellige bærestoffer afhængig af hvilken af kroppens funktioner/organer, der skal undersøges. På denne måde kan der fremstilles specielle radioaktive sporstoffer, der eksempelvis optages i knoglerne, hjertet eller nyrerne, hvis der skal undersøges for henholdsvis knogle-, hjerte-, eller nyresygdom.
Det radioaktive sporstof sprøjtes oftest ind i en blodåre, men kan også spises eller indåndes via en maske. Når det radioaktive sporstof er kommet ind i kroppen, kan man ”se” det ved en efterfølgende skanning med et gammakamera.
Ved at se, hvordan det radioaktive sporstof har fordelt sig i kroppen, kan der dannes billeder af f.eks. knogler, nyrer, lever eller hjerte. Billederne vurderes og bidrager til diagnosticering af eventuel sygdom.
Ved enkelte undersøgelser er det kun nødvendigt at måle på blodprøver. 

Bestråling og risiko

Det er meget små mængder radioaktivt sporstof, der bruges ved skintigrafier, og undersøgelserne er derfor ikke farlige. De radioaktive sporstoffer er hurtigt ude af kroppen, dels fordi de udskilles i urinen, dels på grund af sporstoffernes hurtige omdannelse til stoffer, der ikke udsender radioaktiv stråling. Sporstofferne er ude af kroppen igen efter ca. 1 døgn.
Den bestråling, man får ved en skintigrafi. er meget ringe, og svarer i gennemsnit til den bestråling, vi alle får på 1 år fra den naturligt forekommende bestråling fra atmosfæren og undergrunden.
Enkelte undersøgelser giver mindre og andre lidt mere bestråling. Det kan eksempelvis være nødvendigt at supplere skintigrafien med en speciel røntgenundersøgelse kaldet lav-dosis CT, der i givet fald vil medføre en lille ekstra bestråling. Bestrålingen varierer endvidere lidt fra person til person, mest afhængig af alder, vægt og nyrefunktion. Bestrålingen medfører teoretisk en meget lille øgning på 0,01% i langtidsrisiko for at udvikle kræft. Vi har alle en langtidsrisiko for at udvikle kræft på ca. 25%, og denne langtidsrisiko stiger således til 25,01%.

 

Redaktør