Dit barn er blevet indlagt og bliver behandlet for en mulig nyrebækkenbetænd- else. For at stille diagnosen tager vi urinprøver for at se, om der er bakterier i urinen. Urinen sendes til dyrkning, det tager et par døgn for bakterier at vokse frem. Blodprøver tages for at se, om der er tegn på infektion i kroppen.
Hvordan behandler vi nyrebækkenbetændelse?
Nyrebækkenbetændelse kan behandles på to måder: medicin givet i en blodåre eller medicin, der skal spises (piller eller mikstur). Behandlingen gives oftest samlet i 10 døgn. Ved smerter og utilpashed kan dit barn få Panodil. Derudover er det vigtigt at tilbyde dit barn rigeligt at drikke, for at skylle nyrerne igennem.
Hvor længe skal I være indlagt?
I skal være indlagt indtil dit barn er feberfri og har det alment bedre. Behandlingen justeres efter urinprøvesvar.
Hvis dit barn har nyrebækkenbetændelse, skal der foretages en ultralyds-skanning. Dette for at se om nyrerne og urinvejene har den rette størrelse og placering. Ultralyd foretages helst under indlæggelsen.
Lægen vurderer om der skal foretages yderligere undersøgelser, hvilket I informeres om inden udskrivelsen.
Symptomer på nyrebækkenbetændelse
Udover høj feber kan dit barn have nedsat appetit, kvalme, være irritabelt og mindre aktivt end ellers. I nogle tilfælde kan der være smerter over lænden og smerter i forbindelse med vandladning og ildelugtende urin.