Vores forventninger til forældrene
Vores erfaring er, at det betyder meget for et barns tryghed under indlæggelsen, at barnet hele tiden har mor, far eller anden nær voksen med sig. Derfor forventer vi, at der under hele indlæggelsen er en voksen. Der er på alle stuer plads til en overnattende forælder.
Vi har sengestuer med plads til en eller to patienter, og det er derfor vigtigt, at I bruger skabene på stuen til personlige ejendele.
Værdigenstande
Lad jeres værdigenstande blive hjemme. Så er der mindre at holde styr på, mens I er på hospitalet. Vær desuden opmærksom på, at hospitalet som udgangspunkt ikke erstatter smykker, kontanter eller andre genstande, hvis de bliver væk.
Besøg
Vi har ingen faste besøgstider. Raske søskende og bedsteforældre, børnehave- og skolekammerater er velkomne, når blot de er raske og ikke har været udsat for smitte. Prøv at undgå mange besøg samtidig ved at lave en aftale med jeres gæster. Hvis der er flere børn/unge på samme stue, beder vi jer om at tage hensyn - specielt om aftenen
Stuegang
Ved stuegangen har I mulighed for at tale med en læge og en sygeplejerske om sygdom og behandling. Det er en god idé at skrive eventuelle spørgsmål ned på forhånd, så I husker alt det, I gerne vil have svar på. Lov aldrig jeres barn mere end I kan holde.
I hverdagene er der stuegang mellem kl. 9.00 - kl. 15.00. I weekenden og om aftenen er der stuegang efter behov.
Medicin og sikkerhed
Vi gør meget for at børnesikre afdelingen, men det er stadig vigtigt, at I holder øje med jeres barn og hjælper med sikkerheden. Undlad at afkoble børnesikringerne på vinduerne og sørg for at låse medbragt medicin ind i skabet på stuen eller i medicinrummet.
Oprydning
Det er en stor hjælp, hvis I holder orden på sengestuen og i opholdsrummet og sørger for, at legetøj sættes tilbage på plads efter endt leg.
Ungecaféen
Alle er velkomne i Ungecaféen, men den er indrettet til unge indlagte i alderen 12-17 år. Ungecaféen ligger ved siden af opholdsrummet.
TV
Der er TV på alle sengestuerne og i opholdsrummet. Sluk for fjernsynet, når der er stuegang eller hvis vi skal tale med jeres barn.
Trådløst netværk
I har gratis internetadgang, mens I er på hospitalet. Vælg RegHGaest under trådløse netværk på mobil, pc eller tablet.
Mad og drikke
Vi tilbyder morgenmad, frokost og aftensmad til indlagte børn. Der er morgenmad til den medindlagte forælder og sandwiches til de andre måltider. Sæt gerne brugt service i den urene madvogn.
- Morgenmad kl. ca. 8.00
- Frokost kl. ca. 11.30
- Aftensmad kl. ca. 17.00
I opholdsrummet er der et forældrekøkken, hvor der er tilgængelige mejeriprodukter, frugt og drikkevarer. I er også velkomne til at lave te og kaffe. Her finder I også et forældrekøleskab, som I kan bruge. Husk at sætte navn og dato på medbragt mad.
Kiosk
Hospitalet har en kiosk, hvor I kan købe lette måltider og kioskvarer. I finder kiosken ved hovedindgangen. Kiosken har åbent alle hverdage kl. 8.00 – kl. 18.00 og i weekenden kl. 10.00 – 18.00
Sig til, hvis jeres barn har særlige kostbehov
Hvis jeres barn har brug for noget særligt på grund af sygdom eller behandling, vejleder vi jer og finder sammen med jer frem til den rigtige kost. Fortæl os også, hvis I har specielle ønsker som fx vegetarkost.
Vask hænder eller brug håndsprit
Hold en god håndhygiejne, når I opholder jer på hospitalet. Det vil sige:
- Vask hænder ofte eller brug håndsprit oftere end I ville gøre derhjemme.
- Vask altid hænder, når I har været på toilettet.
- Undlad så vidt muligt at røre jer selv i ansigtet.
- Host eller nys i ærme – ikke i hænder.
- Sørg for at have rene hænder, når I rører ved mad og drikkevarer.
Parkering
Holder I på en 3 timers parkeringsplads, kan I forlænge parkeringen i 48 timer. Ring til hospitalets Information på telefon 48 29 48 29. Oplys registreringsnummer på bilen og mobilnummer.
Spørg bare
Vi gør os umage med at informere jer grundigt, før jeres barn får lavet en prøve, undersøgelse eller behandling. Hvis I har brug for at få uddybet eller gentaget noget, skal I bare spørge. Det er vigtigt, at I føler jer godt informeret og forstår, hvad der skal ske.
Tavshedspligt
Vi har tavshedspligt. Derfor giver vi kun oplysninger om barnet til indehaver af forældremyndighed.