Operation af biskjoldbruskkirtlerne

I denne patientinformation, kan patienter læse hvad biskjoldbruskkirtlerne er, hvorfor de skal opereres og hvad patienten skal forberede sig på, inden en mulig operation. Patienten kan også læse om de mest hyppige komplikationer og hvor de skal tage kontakt.

Du kan her læse mere om, hvad biskjoldbruskkirtler er, hvordan du skal forberede dig inden din operation, samt hvordan forløbet er efter operationen.

Hvad er biskjoldbruskkirtler?

Normalt har man 4 biskjoldbruskkirtler, som sidder fordelt på bagsiden af skjoldbruskkirtlen foran på halsen. Kirtlernes opgave er at regulere kalkstofskiftet.

Hvorfor skal den/de opereres?

Når en eller flere kirtler vokser, øges kalkindholdet i blodet, hvilket ofte giver forskellige symptomer. Under operationen, som foregår i fuld bedøvelse, fjernes den/de syge biskjoldbruskkirtler. Den/de resterende kirtler overtager i løbet af få dage reguleringen af kalkstofskiftet.

Forberedelser til operationen

  • Du skal faste og tørste som aftalt med narkoselægen.
  • Du skal bade og vaske hår, inden du ankommer til hospitalet.
  • Undlad at anvende neglelak, make-up og creme.
  • Lad værdigenstande blive hjemme.

Indtil du bliver kørt ind på operationsgangen, vil det være muligt at have en pårørende med Det anbefales at tage 1 gr. paracetamol med lidt vand hjemme kort inden turen til hospitalet på operationsdagen. Operationen foregår på Øre-Næse-Hals afd. Nordsjællands Hospital Hillerød. Der kan være ventetid fra mødetidspunktet til operationen finder sted, og det kan være en god idé at medbringe læsestof eller lignende.

Efter operationen

Du bliver observeret et par timer på opvågningsstuen, hvorefter du kommer tilbage til sengeafsnittet. Det er muligvis nødvendigt at lægge et dræn i operationssåret. Drænet skal sørge for, at evt. ekstra blod ledes væk. Drænet fjernes så snart der ikke er brug for det længere, sædvanligvis efter 1 døgn.

Komplikationer

Komplikationer til biskjoldbruskkirteloperationer er sjældne. De hyppigste er:

Blødning

Hvis et blodkar springer op efter operationen, kommer der en blodansamling på halsen, som næsten altid gør det nødvendigt at operere igen for at stoppe blødningen.

Stemmebåndslammelse

Nerven til stemmebåndene løber lige under skjoldbruskkirtlen og kan blive beskadiget under operationen. En beskadigelse vil medføre lammelse af stemmebåndet og hermed en væsentlig forringelse af stemmekvaliteten (hæshed). Risikoen er under 1-2 % og i en del tilfælde kommer nerven sig spontant nogen tid efter operationen. I mange tilfælde kan stemmen genoptrænes sammen med en talepædagog.

For lidt kalk i blodet

Mangel på biskjoldbruskkirtelhormon medfører, at der er for lidt kalk i blodet. Det kan være nødvendigt med et kalktilskud.

Smerter

Efter operationen kan du have ondt i halsen. Smerterne opleves meget forskelligt. Vi anbefaler følgende smertestillende behandling til voksne: Paracetamol 500 mg, 2 tabletter højst 4 gange i døgnet, suppleret med Ibuprofen 200 mg, 2 tabletter højst 3 gange i døgnet. Begge typer medicin kan købes uden recept.

Efter du er udskrevet

Vi anbefaler, at du ikke er alene de første dage efter operationen. Vi anbefaler 10-14 dages rekreation hjemme, hvor du bør holde dig i ro og undgå fysisk anstrengende aktiviteter. Har du brug for dokumentation for indlæggelsen, kan du få det udleveret, inden du udskrives.

Ambulant opfølgning

Inden du bliver udskrevet fra Øre-Næse-Hals afdelingen, får du en tid til kontrol i Øre-Næse-Hals ambulatoriet. Du vil også blive henvist til ambulant opfølgning i Endokrinologisk Ambulatorium. Du vil blive indkaldt pr. brev indenfor 2 - 3 måne - der. Kontakt venligst Endokrinologisk Ambulatorium, hvis du ikke modtager en sådan indkaldelse.

Venlig hilsen

Personalet i Endokrinologisk Ambulatorium

Redaktør