Hypogonadisme er en sjælden tilstand, hvor man har for lidt testosteron i blodet. Her kan du læse om tilstanden, og hvordan den kan behandles.
Hos mænd er testiklerne hovedorganet for produktion af det mandlige kønshormon testosteron. Dette hormon har mange funktioner og stimulerer for eksempel:
- Skægvækst
- Vækst af det mandlige kønsorgan
- Seksuallyst og erektion
- Opbygning af muskelmasse og stærkere skeletstruktur
- Kropsbehåring
Testosteron er ansvarlig for udviklingen af de maskuline træk, som adskiller mænd fra kvinder. Man kunne derfor tro, at en nedsat produktion af testosteron altid skyldes en fejl i testiklerne, men så enkelt er det ikke. Testiklerne reguleres nemlig også via andre hormoner. Lave testosteronværdier kan således skyldes andre ting.
Hypogonadisme
Hypogonadisme er en sjælden tilstand, hvor man har for lidt testosteron i blodet. Det kan der være forskellige årsager til.
Primær hypogonadisme
Fejlen sidder i testiklerne. Hypofysen i hjernen prøver at øge produktionen af testosteron i testiklerne, men da disse ikke fungerer normalt, er der ingen respons. Årsagerne kan være følger efter en virusinfektion, strålebehandling, kemoterapi, ydre skader, immunologiske eller medfødte skader.
Sekundær hypogonadisme
Denne form skyldes et svigt i hypofysen. Testiklerne bliver ikke stimuleret nok til produktion af testosteron.
Årsagerne kan være doping, anoreksi, infektioner, svulster, fejlernæring eller kronisk sygdom.
Begge disse former kan give de samme symptomer og tegn, selvom årsagen er forskellig.
Symptomer
Symptomerne afhænger af, hvornår i livet tilstanden opstår. Hvis man bliver født med tilstanden, vil det kunne medføre, at drengen udvikler sig langsommere end forventet. Normal pubertet med udvikling af mandlige træk vil udeblive. Man vil også miste evnen til at få børn.
Hvis tilstanden udvikles efter puberteten, er der andre symptomer. Det kan være nedsat seksualdrift (libido), nedsat erektionsevne, nedsat fertilitet, nedsat skægvækst/kropsbehåring og evt. hovedpine og træthed.
Sådan stilles diagnosen
Diagnosen kan stilles ved at måle bestemte hormoner i blodet, og det gøres ved blodprøvetagning. Hvis lægen finder værdier, som passer med primær eller sekundær hypogonadisme, vil du blive henvist til en specialist på hospitalet.
Behandling
Behandlingen går ud på at tilføre testosteron, som der er for lidt af. Det vil som regel bedre tilstanden, og de fleste symptomer vil forsvinde. Testosteron kan gives både som indsprøjtning, tabletter og som gel. Når du er i denne behandling, skal du regelmæssigt til kontrol her i ambulatoriet. Livslang blodprøvekontrol og medicinsk behandling foregår i ambulatoriet i individuelle forløb hos ambulatoriets læger.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte ambulatoriet. Sygeplejerskerne kan kontaktes telefonisk for aftaler om konsultation og om bestilling og afhentning af medicin.
Med venlig hilsen
Endokrinologisk Ambulatorium