Dit fostervand er gået for tidligt. Hvis du og barnet har det godt, er det bedst, at du ikke føder endnu, da barnet har gavn af at blive i livmoderen. Hvis du ikke får veer og dit barn har det godt, forventer vi, at graviditeten fortsætter indtil 34 fulde uger. Ofte anbefaler vi, at du føder ved et planlagt kejsersnit, eller at fødslen sættes i gang, når du er 34 uger henne i graviditeten. Vi taler med dig og din eventuelle partner om, hvad vi anbefaler i din situation.
Når fosterhinderne brister, og fostervandet begynder at sive, er der risiko for, at der kan komme bakterier op i livmoderen. Det kan give dig og dit barn en alvorlig infektion. For at forhindre dette giver vi dig antibiotika. Er der risiko for, at barnet bliver født før fulde 34 uger, tilbyder vi dig også en behandling med binyrebarkhormon, som modner barnets lunger.
Vi vil overvåge både dig og dit barn med blandt andet daglig CTG-registrering og temperaturmåling. Hvis du har veer, eller din livmoderhals er meget kort, anbefaler vi, at du er indlagt. Uanset om du er hjemme eller på hospitalet, skal du have lavet ultralydsskanninger med jævne mellemrum.