Dit barn skal i Movicol behandling.
Movicol er et afføringsmiddel, der sørger for at afføringen i tarmen bliver blød. Når afføringen er blød, er den lettere at få ud.
Movicol er et hvidt pulver, som skal blandes op i kold eller varm væske - væsken må dog ikke være tykkere end mælk. For at få den rigtige virkning er det meget vigtigt, at pulveret blandes i den mængde væske, der står angivet på pakningen. Herefter drikkes væsken.
Det vil sige at:
* En doseringspose Movicol blandes i 125 ml væske.
* Man kan godt blande yderligere væske i, hvis man er sikker på, at barnet kan drikke hele mængden.
Virkningen kommer som oftest efter 12-48 timer.
Når dit barn påbegynder Movicol-behandlingen, starter man med en udtømning - det betyder, at dit barns tarm tømmes for hård afføring. For at udtømme tarmen gives der meget Movicol de første dage. Dit barns afføring skal se ud som type 7 på Bristol-skalaen for at være helt udtømt.
Udtømningsdosis:
Børn fra 6 måneder - 13 kg:
½-1 doseringspose dagligt i 2 dage eller til afføringen har været tynd 3 gange.
Børn fra 13,1 kg - 26 kg:
1-2 doseringsposer dagligt i 2 dage eller til afføringen har været tynd 3 gange.
Børn fra 26,1 kg - 39 kg:
2-3 doseringsposer dagligt i 2 dage eller til afføringen har været tynd 3 gange.
Børn fra 39,1 kg - 52 kg:
3-4 doseringsposer dagligt i 2 dage eller til afføringen har været tynd 3 gange.
Børn fra 52,1 kg - 65 kg:
4-5 doseringsposer dagligt i 2 dage eller til afføringen har været tynd 3 gange.
Når dit barns tarm er helt tom for afføring overgår man til vedligeholdelsesbehandlingen. Her skal dit barn fortsætte med pulveret, men I skal nu til at finde den rette daglige dosis. Til at begynde med kan det være lidt svært at finde frem til den rigtige dosis, men I må prøve jer frem. Det vigtigste er, at dit barn har mindst en blød afføring dagligt uden smerter eller andet ubehag. Afføringen skal se ud som type 4-5 på Bristol-skalaen.
Denne del af behandlingen varer minimum 3 måneder, som oftest længere.
Vedligeholdelsesdosis:
Børn fra 6 måneder - 13 kg:
1/4-1 doseringspose dagligt.
Børn fra 13,1 kg - 26 kg:
1/4-1 doseringspose dagligt.
Børn fra 26,1 kg - 39 kg:
1/4-1½ doseringspose dagligt.
Børn fra 39,1 kg - 52 kg:
1/4-1½ doseringspose dagligt.
Børn fra 52,1 kg - 65 kg:
1/4-2 doseringsposer dagligt.