Gå til hovedindhold

Måling og behandling af blodsukker under indlæggelse

Info. om behandling af diabetes under indlæggelse

Sygdom og operation kan påvirke dit blodsukker

Når du har diabetes, vil dit blodsukker ofte ændre sig i forbindelse med sygdom og en eventuel operation. Blodsukkeret vil ofte blive højere, end det plejer at være, fordi kroppens celler har brug for mere insulin. Du kan derfor have behov for at få tilført ekstra insulin under indlæggelsen, også selvom du ikke er vant til at få insulin.  

Hvis du får tabletter for din diabetes, vil lægen ofte anbefale, du holder pause med disse. Det skyldes, at din appetit ofte vil være ændret, eller du kan have væskemangel. Det kan også være, fordi du skal faste til en operation eller en undersøgelse. 

Måling af blodsukker og ekstra insulin

Når du er indlagt, er de bedste betingelser for, at du hurtigt bliver rask og undgår infektion, at dit blodsukker er mellem 5-10 mmol/l. Hvis du skal opereres, skal det helst være mellem 5-11 mmol/l. Dit blodsukker skal helst ikke blive lavere end 5 mmol/l.

For at holde øje med dit blodsukker måler vi det flere gange i døgnet – typisk før morgenmad, frokost og aftensmad, inden sengetid og om natten. Hvis dit blodsukker er over 10 mmol/l, vil du få lidt ekstra hurtigtvirkende insulin. Får du fast insulin for din diabetes, kan du også opleve, at din faste insulindosis øges. 

Har du en blodsukkersensor/CGM (Continuous Glucose Monitoring) eller Flash Libre, kan du, efter aftale med personalet, bruge den til måling af dit blodsukker. Måles blodsukkeret udenfor intervallet 5-15 mmol/l, skal dit blodsukker måles med hospitalets blodsukkerapparat.

Ovenstående vil altid ske i samarbejde med dig. Har du behov for yderligere vejledning eller information omkring behandling af dit blodsukker, har afdelingen mulighed for at bestille tilsyn ved en diabeteslæge eller -sygeplejerske.

Mad og behov for ernæringstilskud

For at blive rask har kroppen behov for ekstra energi gennem den mad, du spiser – også selvom du har diabetes. Du vil derfor ikke få tilbudt diabetesvenlig mad under indlæggelsen. 

Som udgangspunkt skal du spise, hvad du har lyst til og behov for. Personalet vil være behjælpelige med at vejlede om, hvad der vil være det bedste for dig. Du kan også have behov for ernæringsdrikke, som får blodsukkeret til at stige ekstra meget. I så fald supplerer vi din behandling med ekstra insulin. 

Vi anbefaler, at du drikker vand eller sukkerfrit saftevand. Undgå som udgangspunkt juice, da det får dit blodsukker til at stige.

Måling og behandling af blodsukker efter udskrivelse

Hvis din diabetes var velreguleret, før du blev indlagt, og du er kommet godt igennem dit sygdomsforløb, vil den behandling, du fik for dit blodsukker før din indlæggelse, oftest blive genoptaget. Du kan derfor nøjes med at måle blodsukker, som du plejer. Efter udskrivelsen følges du igen af din sædvanlige diabetesbehandler.

I nogle tilfælde kan der, afhængig af, hvad du er indlagt for, ske ændringer i din diabetesbehandling under indlæggelsen. Det kan også være, at du skal fortsætte med f.eks. ernæringsdrikke efter udskrivelsen. 

Hvis du er startet op i insulinbehandling under indlæggelsen, vil du altid blive vejledt i måling af blodsukker og indsprøjtning af insulin, før du udskrives.
Har du har brug for hjælp til blodsukkermåling og insulinbehandling efter udskrivelsen, hjælper afdelingen med at formidle kontakt til hjemmesygeplejen i din kommune.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden