Gå til hovedindhold

Lumbalpunktur

Information om lumbalpunktur og udførelsen heraf.

En lumbalpunktur er en undersøgelse, som udføres for at få en prøve af rygmarvsvæsken.

Denne patientinformation orienterer om, hvad en lumbalpunktur er, hvordan den laves, og hvad du som forældre til et barn eller som ung skal være opmærksom på bagefter.

Hvordan laves en lumbalpunktur?

Rygmarvsvæsken er den væske, der ligger omkring hjernen og rygmarven i rygmarvskanalen. 

Ved en lumbalpunktur udtager man rygmarvsvæske fra den nederste del af rygmarvskanalen.
Dette gøres med en speciel nål (kanyle), som stikkes gennem huden i lænderegionen og ind i rygmarvskanalen (se tegning). Rygmarvsvæsken kommer ud gennem nålen og væsken opsamles og sendes til analyse på laboratoriet.

Analysen kan vise, om der er en infektion eller anden sygdom i rygmarvs-
væsken/centralnervesystemet. Man laver også en lumbalpunktur, hvis der er behov for at måle trykket i rygmarvsvæsken.

Rygmarven beskadiges ikke ved en lumbalpunktur, da nålen går ind i rygmavs-
kanalen under det sted, hvor rygmaven ender (se tegning).

Det tager kroppen mindre end en time af gendanne den udtagne mængde rygmarvsvæske. 

Er der bivirkninger ved en lumbalpunktur?

Der kan opstå forskellige former for ubehag under eller efter en lumbalpunktur, men der er ikke tale om alvorlige bivirkninger. 

  • Nogle mærker et lille jag i benene under lumbalpunkturen.
  • Efter en lumbalpunktur kan en lille smule rygmarvsvæske sive ud og lægge sig under  eller omkring indstiksstedet, så der opstår lidt hævelse. Det stopper af sig selv.
  • Nogle udvikler hovedpine efter lumbalpunktur. Denne hovedpine forsvinder typisk af sig selv i løbet af 24-48 timer. Det hjælper at lægge sig ned, samt at drikke rigeligt med væske. 

Dit barn eller den unge må gerne få smertestillende medicin (paracetamol, f.eks. Pamol eller Pinex), følg vejledningen på pakken.

Før lumbalpunkturen

På dagen for lumbalpunkturen vil personale forklare, hvad der skal ske, og I kan få svar på evt. spørgsmål til undersøgelsen. 

En time før indgrebet sætter sygeplejersken lokalbedøvende plaster på huden, så den er bedøvet. 
Afhængigt af barnets alder vil det kunne tilbydes lattergas, som virker bero-ligende. I andre tilfælde vil fuld bedøvelse være nødvendig.

Hvis lumbalpunkturen skal udføres i fuld bedøvelse skal barnet være fastende. Det betyder, at barnet ikke må have spist 6 timer før og drukket 2 timer (vand/saft) før lumbalpunkturen. Det får man besked på inden, og det er vigtigt, at fasteanvisningen følges, da lumbalpunkturen ellers kan blive forsinket eller måske helt må aflyses.

Under lumbalpunkturen

Når barnet er vågen under lumbalpunkturen er forældre oftest den bedst støtte til barnet.  
Barnet eller den unge vil blive bedt om at ligge på siden i en seng og krumme sig sammen (se tegning ovenfor). Sygeplejersken hjælper med at holde den rigtige position.
Lægen føler på ryggen og lokaliserer det rigtige sted imellem ryghvirvlerne (knoglerne i rygsøjlen). Lægen vasker huden i det område, hvor der skal stikkes, og dækker det omgivende område med sterilt papir. Lægen tager serile handsker på og stikker nålen ind imellem ryghvirvlerne. Rygmarvsvæsken bliver opsamlet i specielle glas og sendt til analyse på laboratoriet. 

Efter lumbalpunkturen

Barnet/den unge skal ligge på ryggen i ½-1 time. Det er vigtigt, at få drukket godt efter en lumbalpunktur. 

Hjemme igen

Brug smertestillende medicin (paracetamol f.eks. Pamol eller Pinex), hvis der er smerter. Følg vejledningen på pakken/flasken. Hvis smerterne fortsætter eller bliver forværret, så kontakt

  • Inden for 24 timer efter udskrivelsen. Ring til afdelingen som barnet/den unge har været indlagt på.
  • Mere end 24 timer efter udskrivelsen. Ring til egen læge eller 1813. 

Hold øje med indstiksstedet, og kontakt lægen i følgende tilfælde:

  • Hvis huden omkring indstiksstedet fortsætter med at hæve op.
  • Hvis der ses klar væske eller blod sive ud.
  • Hvis indstiksstedet ser rødt eller hævet ud og barnet/den unge får feber.

Barnet/den unge kan gå i bad efter 24 timer.

Svar på prøven

Rygmarvsvæsken analyseres på forskellige laboratorier og derfor kan det tage op til flere uger før der gives endeligt svar.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden