Kun et lille prik

Information til børn og forældre ved blodprøvetagning.

40% af alle indlagte børn synes at nålestik er den værste årsag til smerte. Vi vil her give nogle råd til, hvordan du som forældre kan hjælpe dit barn med at reducere angsten for skræmmende eller smertefulde procedurer. 

Tal med dit barn: Fortæl barnet hvad der skal ske. Gør det i tilpas god tid før proceduren. Vær ærlig. Fortæl, at du er med under hele processen, og at sygeplejersken/lægen er der for at hjælpe.

Uvished og fantasi: Kan forværre smerteoplevelsen for dit barn. Planlæg sammen med barnet og personalet hvordan proceduren skal forløbe. 

Valgmuligheder: Det er ikke muligt, at vælge om proceduren skal foretages eller ej. Barnet kan vælge at få sit yndlingslejetøj/ bamse, Ipad, smartphone eller lignende med, og må gerne sidde på skødet af dig.

Anerkend barnet: Sig gerne til barnet ”du klarer det flot”. Positive og opmuntrende ord hjælper barnet under proceduren.

Efter proceduren: Tal det igennem med barnet, ros dit barn, og vis barnet, at det var flot klaret. Forsøg at flytte barnets fokus til noget, der gik godt under proceduren.

Rolige forældre giver trygge børn: Kropssprog, og attitude smitter af på barnet, så forsøg at bevare roen og spørg gerne personalet om forløbet af proceduren, så du selv er forberedt. 

De 5 råd som personalet følger 

Lokal bedøvelse: Lokalbedøvende creme sættes på før nålestik for at undgå smerte. 

Sukkervand/amning til de helt små børn: Start amning/ giv sukkervand 2 min. før proceduren. Kan have en smertelindrende effekt på din baby.

Stilling: Kropskontakt og lejring har indflydelse på, hvordan dit barn oplever situationen. Barnet må gerne sidde hos dig. Nær forældrekontakt hjælper de fleste børn til at føle tryghed og bevare roen undervejs. 

Afledning: Sang, højtlæsning, sæbebobler, Ipad, smartphone, krammedyr og andre former for afledning er meget velkomment. Flyt fokus væk fra proceduren, så barnet får en god oplevelse ud af det. 

Forældre: Du kender dit barn bedst. Hjælp personalet med at hjælpe dit barn. Vi forsøger at undgå oplevelse af smerter/angst, og som forældre kan du hjælpe dit barn ved at være positiv, støttende og opmuntrende under proceduren.
 

Redaktør