Mentalt
Den syge vil sove mere og mere, måske blive ukontaktbar. Nogle vil opleve, at deres kære vil tale lidt i vildelse. Hørelsen er noget af det sidste der forsvinder, så ofte vil det give ro at høre sine nærmeste tale sammen i rummet.
Vejrtrækning
Kan blive udsættende, med stop i vejrtrækningen i 20-30 sekunder. Der kan også opstå sekretrallen, som kan være meget ubehageligt at høre på, men som ikke nødvendigvis er ubehageligt for den syge.
Den syge kan blive tør i munden, da vejrtrækningen foregår igennem munden, hvorfor der kan gøres mundpleje med fugt af munden, samt smøre læberne med læbepomade eller vaseline.
Ernæring
Den syge, dør ikke fordi han eller hun ikke spiser, men holder op med at spise fordi døden er nær. Ernæringen og væske kan ikke holde dem i live, det er sygdommen der tager over. Hvis den syge oplever tørst, vil det sjældent hjælpe med væske, da den syge krop ikke kan optage væsken. Det kan derimod påføre den døende gener i form af væskeophobning og åndenød.
Udskillelser
For at lindre den syge mest muligt, kan der anlægges kateter op i blæren. Når døden nærmer sig, slapper tarmene af, og disse kan tømmes ufrivilligt. Derfor får mange også ble på.
Smerter
Det er ofte forbundet med både en fysisk - og en psykisk smerte at tage afsked med livet, både for den syge og de pårørende. Fysisk smerte og uro kan lindres både medicinsk, med stille nærvær, musik, dufte af den pårørende, og hensynet til hvad de har været optaget af i livet. Her er også den eksistentielle dimension vigtig at tage vare på.
Tilbagetrækning
En fast og øm berøring er bedre end at blive aet, da det kan virke irriterende på huden, og man kan mærke at den syge måske trækker sig. Dette kan skyldes det smertestillende de får, eller at den døende er for afkræftet til at kunne være i nutiden. Den døende kan opleve fremtiden som uklar, da de alligevel ikke bliver en del af den.
Engel
Der er mulighed for at får en håndlavet engel, som er jeres og kan være i nærheden af jer. I kan hænge den på stuen eller tage den med jer, helt som i ønsker. Englen er for mange det universelle tegn på fred, håb og beskyttelse.
Kontakt personalet hvis du/I ønsker at høre nærmere.
Engle håndlavet af sygeplejersker på Onkologisk afdeling NOH.