Influenza A (H1N1) - information til gravide

Gravide, der er i risiko for at blive smittet med influenza A , også kaldet H1N1, kan her læse om, hvordan de bør forholde sig.

Her kan du læse om, hvordan du skal forholde dig, hvis du er gravid og er i risiko for at blive smittet med influenza A - også kaldet H1N1. Hvis der er noget, du er i tvivl om, er du altid velkommen til at kontakte personalet.

Gravide og influenza A

Gravide er ikke i øget risiko for at blive smittet med influenza A - også kaldet H1N1.  Hvis gravide bliver smittet med influenza A, er der en lidt større risiko for komplikationer, herunder vejrtrækningsbesvær og lungebetændelse. 

Der har været rejst mistanke om, at influenza A giver risiko for hjerneskader hos fostre. Dette må imidlertid foreløbigt betragtes som yderst usikkert.  Hos langt de fleste gravide har sygdommen et mildt forløb og er overstået på under en uge, uden særlig behandling. 

Råd til dig, der er gravid og ikke har symptomer på influenza

  • Hvis det er muligt, skal du undgå kontakt med personer, der er mistænkt for eller smittet med influenza A. 
  • Hvis du har tæt kontakt med en person med kendt influenza A, tilrådes podning fra halsen samt tabletbehandling efter aftale med din praktiserende læge eller vagtlæge. 

Råd til dig, der er gravid og har symptomer på influenza

  • Ring til din praktiserende læge eller vagtlægen. Her vil du blive tilbudt at blive podet fra halsen og sat i tabletbehandling. Hvis podningen viser sig at være negativ, kan du stoppe behandlingen efter aftale med din læge. Du får svar på podningen inden for få dage. 

Hvad kan du gøre for at undgå at blive smittet?

Virus på dine eller andres hænder er den største smittekilde. Derfor er de vigtigste råd:

  • Vask hænder ofte, specielt før du spiser.
  • Gør jævnligt rent på steder, som ofte berøres af mange. Luft også ud. 
  • Host og nys i papirlommetørklæder - smid dem væk og vask herefter hænder.
  • Alternativt kan du hoste og nyse i ærmet i stedet for i hænderne. 

Kan jeg blive vaccineret?

Gravide med kroniske sygdomme anbefales at blive vaccineret. 

Vaccination til gravide i 1. trimester anbefales efter individuel vurdering af egen læge. Alle andre gravide i 2. og 3. trimester kan tilbydes vaccination, hvis den gravide selv ønsker det. 

Hvis du ønsker at blive vaccineret, skal du henvende dig til din egen læge. 

Du kan læse mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk. Her finder du blandt andet en oversigt over de risikogrupper, der anbefales vaccination. 

Redaktør