Hofterne hos nyfødte - undersøgelse

Ved en ultralydsskanning undersøger vi barnet for hoftedysplasi, hvor hofteleddet ikke er fuldt udviklet.

Kort om undersøgelsen

Vi har undersøgt dit/jeres barns lårben for at se, om det sidder i hofteskålen, som det skal.

Vi har henvist barnet til ultralydsskanning på Gentofte Hospital, fordi vi har mærket et klik i hoften, eller fordi der er andet, der gør, at barnet er i øget risiko for at have hoftedysplasi. Ved hoftedysplasi er barnets hofteled ikke fuldt udviklet, så hofteskålen er for flad og stejl, hvilket kan få lårbensknoglen til at glide ud.

I skal forvente at være på hospitalet i 30 minutter i forbindelse med ultralydsskanningen. Der kan dog opstå ventetid.

Årsager til hoftedysplasi

Hoftedysplasi kan opstå hos alle nyfødte børn, men visse forhold øger risikoen. Det ses oftere:

  • hos børn, der har ligget i underkropsstilling i de sidste uger af graviditeten eller er født i underkropsstilling
  • hos børn født med visse misdannelser i led og knogler
  • hos tvillinger, trillinger eller firlinger
  • hvis der har været for lidt fostervand omkring barnet i graviditeten
  • hvis der er hoftedysplasi i familien, særligt hos forældre eller søskende.

Hoftedysplasi opstår hos 1 ud af 1000 nyfødte børn, og i 20 % af tilfældene er det i begge hofter.

Praktiske forhold

Kom i god tid, hvis I er i bil

Det kan være svært at finde en ledig parkeringsplads på hospitalets område. Sæt derfor god tid af til parkering. Læs mere om parkeringsmulighederne på Gentofte Hospitals hjemmeside www.gentoftehospital.dk/praktisk-information/transport/Sider/parkering

På hospitalet 

Undersøgelsen

Vi smører gelé på barnets hofte og fører et ultralydshoved hen over huden, så vi samtidig kan se billeder af lårbensknoglen og hofteskålen på en skærm. Det er ikke ubehageligt for barnet at blive undersøgt.

Svar på undersøgelsen

I får svar på undersøgelsen med det samme. Hvis vi kan se på billederne, at lårbensknoglen og hofteskålen ikke sidder rigtigt, skal barnet undersøges nærmere af en læge på Ortopædkirurgisk Afdeling inden for kort tid. Hvis lægen vurderer, at barnet har hofteskred, skal barnet have en skinne på i cirka 12 uger, så hoften kan udvikle sig normalt.

Redaktør