Cirka 20 % af alle graviditeter ender med et ufrivilligt graviditetstab. Vi ved sjældent, hvorfor graviditetstab sker, men oftest skyldes det, at fosteret har et forkert antal kromosomer eller ikke har udviklet sig normalt.
Selvom du oplever et eller to graviditetstab, betyder det ikke, at du er i øget risiko for graviditetstab ved næste graviditet.
I mange tilfælde klarer kroppen selv at udstøde graviditeten ved en kraftig blødning, uden at behandling er nødvendig. Andre gange er der stadig graviditetsvæv i livmoderen, så det er nødvendigt med behandling.
Ved en kirurgisk behandling fjernes graviditetsvæv fra livmoderen under fuld bedøvelse. Udtømningen tager 5-15 minutter, men der kan være en del ventetid. Du kan tage hjem samme dag.