Forstørret skjoldbruskkirtel

I denne patientinformation kan patienter læse hvad en forstørret skjoldbruskkirtel er og hvordan man får den. Patienten vil blive kaldt ind til undersøgelse, hvor en læge vil undersøge halsen for struma. Patienten får taget blodprøver, en ultralydsundersøgelse og en biopsi.

Hvad er forstørret skjoldbruskkirtel (struma)?

Skjoldbruskkirtlen sidder foran på halsen og kan normalt ikke ses eller føles. Er skjoldbruskkirtlen forstørret, kaldes det for struma. Forstørret skjoldbruskkirtel kan være ledsaget af normalt, højt eller lavt stofskifte. Man skelner mellem ensartet struma og knudestruma. Nedsat stofskifte forekommer, når skjoldbruskkirtlen ikke kan danne tilstrækkelige stofskiftehormoner. Alle kroppens celler bliver dermed understimuleret. Ved for højt stofskifte sker der en overproduktion af stofskiftehormoner og dermed en overstimulering af alle kroppens celler.

Hvorfor får man struma?

Årsagerne til struma er ikke fuldstændig kendte, men den hyppigste årsag til struma i Danmark er nok jodmangel. Derudover er det velkendt, at struma kan være arveligt, og at kvinder får struma hyppigere end mænd. Den bedste måde at få dækket sit behov for jod er ved at spise fisk, især danske fisk. Sundhedsstyrelsen indførte i løbet af 1998 tilsætning af jod til salt og brød i Danmark. Det skal anføres, at naturmedicin med et meget stort indhold af jod frarådes, da dette i sig selv kan fremkalde stofskiftesygdom.

En knude på halsen - Er det kræft?

Kræft i skjoldbruskkirtlen er heldigvis meget sjældent i Danmark. Derimod ser man ofte godartede knuder i skjoldbruskkirtlen. Antallet af knuder i skjoldbruskkirtlen stiger med alderen. Hvis du pludselig opdager en knude som vokser, på halsen, skal du altid søge læge.

Undersøgelser af skjoldbruskkirtlen

  • Almindelig lægeundersøgelse, hvor lægen undersøger halsen og føler efter struma.
  • Blodprøver tages så skjoldbruskkirtlens funktion kan vurderes.
  • Ultralydsundersøgelse af skjoldbruskkirtlen. Denne undersøgelse giver oplysninger om kirtlens størrelse og karakter.
  • Vævsprøve (biopsi) fra skjoldbruskkirtlen. Vævsprøven tages især, hvis vi vil undersøge, om der er kræft i en knude. Det foregår med en meget tynd nål og er smertefrit.

Der er to forskellige behandlinger for struma:

1.       Operation

  • Operation er at foretrække ved store strumaer. Du må regne med 1 - 2 dages indlæggelse og et par ugers sygemelding i alt.

2.       Behandling med radioaktivt jod

  • Radiojodbehandling vil reducere strumastørrelsen med 40 % i gennemsnit. Effekten er størst de første tre måneder efter behandlingen er givet.

Yderligere spørgsmål

Hvis du har yderligere spørgsmål til struma, behandlingsformer eller andet, er du meget velkommen til at kontakte personalet i Endokrinologisk Ambulatorium.

Venlig hilsen

Personalet i Endokrinologisk Ambulatorium

Redaktør