Gå til hovedindhold

Finnålsbiopsi af thyroidea

information om formål og fremgangsmåde. Vigtigt at patienten oplyser om medicin, herunder blodfortyndende. forvente svar i løbet af 2 uger.

Du skal i forbindelse med undersøgelse af din skjoldbruskkirtel muligvis have foretaget en finnålsbiopsi, hvor der bliver taget vævsprøver fra din skjoldbruskkirtel.

Formål

Formålet er at undersøge og bestemme vævstypen af et bestemt område af skjoldbruskkirtlen.

Forberedelse

Du skal have tøj på, som giver fri adgang til halsen. Er du i behandling med blodfortyndende medicin (Marevan /Marcumar/ Pradaxa/ Xarelto/Lixiana/Eliquis) skal du oplyse om dette inden den planlagte finnålsbiopsi, idet pausering i 3 døgn er nødvendig. Dette er ikke påkrævet, hvis du er i behandling med for eksempel Magnyl og Clopidogrel/ Plavix.

Undersøgelsens art og varighed

Først foretager vi en ultralydsskanning, og ved hjælp af en tynd kanyle (finnål) tager vi efterfølgende 3 – 4 små vævsprøver fra skjoldbruskkirtlen. Selve vævsprøvetagningen tager kun få minutter. Den smerte, du kan opleve, svarer til at få taget en blodprøve. En sjælden gang kan der komme et lille blåt mærke på halsen.

Graviditet og amning

Finnålsbiopsi kan uden risiko gennemføres både under graviditet og i ammeperioden.

Svar på undersøgelsen

Undersøgelsesresultatet vil foreligge i løbet af 2 uger, og du vil modtage svar i forbindelse med den efterfølgende konsultation i Endokrinologisk Ambulatorium.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden