Feberkramper

Information og vejledning ved feberkramper.

Generelt

Feberkramper kan opstå i forbindelse med temperatur over 38,5 hos mindre børn, typisk i 1-3-års alderen.

Børn med feberkramper har øget risiko for nye feberkramper især indenfor det første døgn. For det enkelte barn kan risikoen være større eller mindre. Dette afhænger af:

  • barnets alder
  • om der er feberkramper i familien
  • den måde feberkrampen kommer til udtryk påBørn tager ikke skade af et kortvarigt feberkrampetilfælde, men man skal forsøge at undgå mange langvarige anfald. Årsagen til feberkramper kendes ikke.

Symptomer

Feberkrampen kommer til udtryk på mange måder:

  • Barnet bliver altid bevidstløst og vender ofte det hvide ud af øjnene.
  • Barnet kan blive stiv i kroppen. Måske sitre/ryste og få trækninger i arme og ben.  
  • I sjældne tilfælde kan barnet blive slapt. - Vejrtrækningen kan blive svag eller besvære, og barnet kan blive blå om læberne.

For de fleste børn vil feberkramperne kun vare et par minutter. Når barnet begynder at komme til sig selv, er feberkramperne ovre, men barnet vil som regel være træt og fortumlet og ofte falde i søvn.

Hvornår søger man hjælp?

Du bør altid kontakte læge(egen læge eller 1813) ved feberkramper, for at finde årsagen til at dit barn har feber.

  • Ved førstegangs feberkramper bliver dit barn oftest indlagt akut.
  • Ved fornyede feberkramper er indlæggelse ikke altid nødvendig.

I sjældne tilfælde vil alvorlig sygdom kunne præsentere sig som feberkramper.

Hvis dit barn er sløvt, stille, pirreligt, har høj feber og ringe drikkelyst eller har udslæt, skal dit barn altid ses af en læge.

Behandling

  • Forsøg at bevare roen!
  • Læg dit barn om på siden, læg hånd på dit barn, det beroliger
  • Hvis anfald varer udover 5 minutter gives flydende stesolid, hvis det er ordineret af læge. - Efter anfald kontaktes egen læge eller 1813.
  • Hvis anfaldet varer ved, RING 112

Brug af stesolidtube

  • Læg dit barn på siden i sammenkrummet stilling.
  • Stik spidsen af stesolidtuben 2-3 cm ind i endetarmen og tøm tuben.
  • Hold tuben sammenklemt og træk den ud
  • Dit barns endeballer klemmes fortsat sammen i 2 minutter for at forhindre, at   medicinen løber ud
  • Løber medicinen ud indenfor de første minutter efter stesolidtuben er givet,   gentages behandlingen med samme dosis.
  • Krampen klinger hurtigt af, hvis medicinen er givet korrekt. Dit barn kan være træt i  op til 12 timer efter det har fået stesolid. Bliver dit barn ved med at krampe flere  minutter efter stesolidindgift, ring 112

Gode råd

Ved høj feber skal dit barn afkøles. Lad derfor dit barn opholde sig i kølige  omgivelser og være let påklædt (f.eks kun undertøj og sokker). - Dynen erstattes med et lagen eller et tyndt tæppe. Husk dit barn må ikke fryse.

Et barn med høj temperatur har brug for ekstra væske, helst kølige drikke – gerne i  små hyppige portioner.

Redaktør