Feber

Information til forældre omkring feber, råd og vejledning.

Feber ses i forbindelse med sygdom, oftest en infektion. Det er en naturlig reaktion fra vores immunforsvar, som styres af en indre termostat i hjernen.

Hvad er feber?

Feber defineres som en temperatur over 38 gr. Den måles mest præcist i endetarmen. Menneskers temperatur ligger normalt mellem 36,6 gr. og 37,7 gr. Temperaturen har en naturlig døgncyklus og er typisk højest om aftenen. Feber er ikke farlig, men hjælper kroppen til bedre at bekæmpe en infektion. Hos børn ses ofte en hurtig stigning i temperaturen. Det er ikke unormalt, at gå fra ingen feber til en temperatur på 40 gr. på kun få timer. Børn får generelt også højere feber end voksne. Under selve temperaturstigningen har barnet ofte kulderystelser og kan sitre.

Feberen ledsages typisk af hurtig puls og vejrtrækning. Desuden af alment ubehag og træthed. Hænder og fødder bliver ofte kolde, mens øvrige dele af kroppen bliver meget varm.

Hvordan kan du hjælpe dit barn

Feber over 40,5-41 gr. skyldes oftest overophedning, fordi varmen ikke kan komme væk fra kroppen. Overophedning kan være farlig og skal undgås. Derfor skal barnet afklædes. Undgå dyne og brug i stedet kun betrækket. Hvis barnet har kolde fødder, kan du give det strømper på. Undgå alt for varme omgivelser og åben evt. et vindue. Barnet skal dog helst ikke sidde i træk. Giv barnet rigeligt at drikke. Det er normalt, at børn med feber har nedsat appetit. Har dit barn ubehag, kan Panodil hjælpe. Panodil sænker temperaturen og virker smertestillende, men Panodil gør ikke dit barn hurtigere rask. Tolererer dit barn feberen fint, er Panodil unødvendigt.

Husk, at et barn med feber skal tilses mindst en gang om natten.

Hvad skal du være opmærksom på

Feber er ikke farligt og der er ofte dårlig sammenhæng mellem temperaturen og sygdommens alvorlighed. Et godt mål for dit barns velbefindende er at se på almentilstanden. Leger dit barn eller ligger det slapt på sofaen? Drikker og tisser dit barn? Er dit barn interesseret og har en god kontakt til omgivelserne eller er det fjernt og sløvt?

Dit barn skal vurderes af en læge, hvis barnet

  • Er svært medtaget
  • Har dårlig kontakt
  • Ikke vil drikke i over ½ dag, trods tilbud om hyppige små slurke væske
  • Tisser sparsomt
  • Har smerter
  • Fortsat har høj feber i over 3 dage
  • Er under 3 måneder og har feber
  • Har røde pletter på huden, som ikke forsvinder, når et glas trykkes mod huden
  • Eller hvis du af anden årsag er bekymret for dit barn

Lægen kan vurdere, om der er tale om en virusinfektion, der skal gå over af sig selv, eller en bakterieinfektion, der skal behandles med antibiotika. Oftest er virus årsag til feberen, men kan en sjælden gang være udtryk for alvorlig sygdom.

Redaktør