Diabetes efter fødslen - undersøgelse

Efter at have haft graviditetsdiabetes, anbefales det at få blodsukker undersøgt. Undlad at spise og drikke op til undersøgelsen, hvor man drikker sukkervand.

Kort om undersøgelsen

Da du har haft graviditetsdiabetes, anbefaler vi, at du får undersøgt dit blodsukker igen efter fødslen, så vi kan sikre, at blodsukkeret er normaliseret. Vi måler dit blodsukker, efter at du har drukket en sukkeropløsning, som består af vand tilsat sukker. Undersøgelsen kaldes også en glukosebelastning eller sukkerbelastning.

Undersøgelsen varer cirka 2½ timer.

Vigtig forberedelse

Du skal faste inden undersøgelsen

Du skal faste inden undersøgelsen. Det vil sige, at de sidste 8 timer inden undersøgelsen:

  • skal du stoppe med at spise. Det gælder også tyggegummi, bolsjer og pastiller.
  • må du højst drikke ½ glas vand. Denne mængde skal dække eventuel indtagelse af nødvendig medicin.

Undgå motion op til undersøgelsen

De sidste 8 timer inden undersøgelsen bør du undlade at dyrke hård motion, da det kan påvirke resultatet.

Undgå rygning eller produkter med nikotin

De sidste 8 timer inden undersøgelsen må du ikke ryge eller bruge produkter med nikotin.

Kontakt os, hvis du bliver syg

Du bedes kontakte os, hvis du bliver eller føler dig syg, får feber eller du bliver testet positiv for en smitsom sygdom. Hvis du er syg på grund af en infektion, kan vi ikke lave undersøgelsen. Du skal derfor ringe til os senest om morgenen på dagen for undersøgelsen, så vi kan give dig en ny tid.

Du bedes også kontakte os inden undersøgelsen, hvis du inden for det sidste år har været indlagt på et hospital uden for Norden (uden for Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Grønland og Færøerne).

Medbring læsestof og lidt at spise

Det er en god idé at tage en bog, et blad eller anden underholdning med, som du kan få tiden til at gå med, mens du venter. Vi anbefaler også, at du tager lidt mad med, som du kan spise, når undersøgelsen er færdig.

Større børn kan ikke være med

Spædbørn må gerne tages med, og du må gerne amme barnet i løbet af undersøgelsen. Men pladsen er begrænset, og undersøgelsen kræver ro, for at prøveresultatet ikke påvirkes. Har du større børn, du ikke kan få passet, mens du har tid på hospitalet, beder vi dig ringe til os og få en ny tid.

Undersøgelsen

Selve undersøgelsen

Du skal i løbet af 5 minutter drikke 2-3 dl sukkervand. Herefter skal du vente i 2 timer.

Ubehag ved undersøgelsen

Enkelte kvinder bliver lidt utilpasse eller får kvalme, når de har drukket sukkervandet. Det kan hjælpe at ligge ned. Vi finder et sted, du kan hvile dig, hvis du får det dårligt.

Hold dig i ro

Du skal blive på hospitalet, mens du venter. Det er vigtigt, at du holder dig i ro, da for meget bevægelse kan påvirke resultatet af undersøgelsen, men du må ikke falde i søvn.

Du må ikke spise, drikke eller ryge

Du må ikke spise, drikke eller ryge, mens du venter, da det påvirker blodsukkeret. Dog må du skylle munden eller drikke højst ½ glas vand efter at have drukket sukkeropløsningen.

Vi tager en blodprøve

Efter cirka 2 timer tager vi en blodprøve fra din arm. Vi sender blodprøven til nærmere undersøgelse.

Svar på undersøgelsen

Resultatet af undersøgelsen sendes til din egen læge, som kontakter dig hvis nødvendigt.

Redaktør