Gå til hovedindhold

Brystkræft - T-DM1

Vi håber denne information kan give dig og dine pårørende svar på nogle af de spørgsmål, der melder sig, når du skal i behandling med T-DM1. Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.

Vi håber denne information kan give dig og dine pårørende svar på nogle af de spørgsmål, der melder sg, når du skal i behandling med T-DM1. Denne information er et supplement til vores mundtlige information om behandlingen.

Hvad er T-DM1?

T-DM1 anvendes ved HER2-positiv brystkræft. T-DM1 er et kombinationspræparat, som består af det aktive antistof Trastuzumab og et kemoterapi-lignede stof. Trastuzumab bruges til behandling af HER2-positiv brystkræft. Antistoffet virker ved at sætte sig på receptorer på kræftcellernes overflade og dermed blokere for cellernes vækst. Det kemoterapeutiske stof aktiveres og virker celledræbende, når det trænger ind i kræftcellerne. 

Hvad er HER2-positiv brystkræft?

HER2 er en forkortelse for Human Epidermal vækstfaktor Receptor2- Det er et protein, som findes på overfladen af nogle af kroppens normale celler - de såkaldte HER2-receptorer. Receptorerne kan stimulere cellerne til at dele sig. Nogle kræftceller har et meget stort antal HER2-receptorer. De celler deler sig meget hyppigt og får dermed kræftknuden til at vokse- Trastuzumab virker således ved at blokere for denne celledeling.

Brug af anden medicin

Fortæl altid lægen om brug af anden medicin. Visse medicinske præparater kræver særlig forsigtighed i forbindelse med behandling med T-DM1. Dette gælder især:  
- Blodfortyndende medicin 
- Svampemedicin (f.eks. Fluconazol)

Hvordan foregår behandlingen med T-DM1?

T-DM1 gives intravenøst hver 3- uge (1 serie). Første behandling gives over 90 minutter med efterfølgende observation i 90 minutter. Forud for denne behandling får du målt blodtryk. Er første behandling forløbet uden komplikationer, gives de efterfølgende behandlinger over 30 minutter med 30 minutters efterfølgende observation.
Dagen inden hver serie med T-DM1 vil du få taget blodprøver og blive undersøgt af en læge. Selve behandlingen foregår ambulant, dvs. at du ikke behøver at være indlagt på hospitalet.

Hvor lang tid fortsætter behandlingen med T-DM1?

Antallet af behandlinger afhænger af, hvordan du tåler behandlingen og af, hvordan kræftsygdommen reagerer på behandlingen. Vi vil med fastlagte intervaller vurdere effekten af behandlingen.

Samtale med læge og sygeplejerske. 

Hver gang du kommer til en ny serie af kemoterapi, taler du med en læge og en sygeplejerske. Du vil her få mulighed for at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med din sygdom og behandling.

Blodprøver

Du skal have taget blodprøver før hver behandlingsserie. Dette skal ske senest 1 time før konsultationen hos lægen. Vi kontrollerer dine blodprøver for at holde øje med, om kemoterapien påvirker din knoglemarv.

Bivirkninger

Som ved al anden kræftmedicin er der bivirkninger til T-DM1, men ikke alle får bivirkninger. Det varierer fra patient til patient, hvilke bivirkninger man kan få ved behandling med kemoterapi. Nogle bivirkninger kan forebygges med medicin eller ved at nedsætte din dosis T-DM1. Det er vigtigt, at du taler med din læge og sygeplejerske om, hvordan du har haft det i perioderne mellem behandlingerne.

Hvilke bivirkninger kan forekomme? 

I det følgende finder du nogle af de hyppigst forekomne bivirkninger i forbindelse med T-DM1 behandling. At de er nævnt i denne information betyder ikke, at alle får dem eller at man får dem alle. Omvendt kan der forekomme andre bivirkninger for den enkelte patient end nævnt i denne information.
Bivirkninger i forbindelse med behandlingen Nogle patienter oplever ubehag i forbindelse med selve indgiften. Det vil for det meste være forbigående og opstå umiddelbart efter behandlingen. Kulderystelser, feber og influenza-lignende symptomer er de mest almindelige. Derudover kan forekomme åndenød, blodtryksfald og hurtig puls.
Meget almindelige bivirkninger: 

  • Nedsat antal røde blodlegemer kan betyde blodmangel. Dette kan vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken. Hvis du har gener af blodmangel vil du i visse situationer blive tilbudt blodtransfusion. Nedsat antal blodplader viser sig som blå mærker, næseblod og tandkødsblødning.
  • Prikkende og stikkende smerter i hænder og fødder, da T-DM1 kan påvirke de yderste nerveender. Generne aftager ofte efter behandlingens afslutning. For nogle kan det tage op til et helt år og i sjældne tilfælde kan generne blive kroniske. Det er derfor vigtigt, at du oplyser om disse gener.
  • Slimhindegener i mund kan vise sig som tørhed, mundsvamp og blister. Det kan afhjælpe generne at tygge tyggegummi, anvende sugetabletter mod mundtørhed og at drikke løbende. 
  • Kvalme er ikke en hyppig gene. Skulle du dog opleve kvalme er det vigtigt at anvende et præparat til at lindre og forebygge genen. Sygeplejersken vil vejlede dig.
  • Diarré og forstoppelse kan forekomme. Vær opmærksom på, at du holder gang i maven. 
  • Det er meget almindeligt at blive træt og få oplevelsen af manglende energi. Trætheden kan både skyldes din kræftsygdom og behandlingen med T-DM1. Du kan tale med lægen eller sygeplejersken om din træthed ligesom du kan få udleveret skriftlig materiale om, hvad du selv kan gøre, hvis du har problemer med træthed. 
  • Smerter i bevægeapparatet. Tal med lægen herom.

Almindelige bivirkninger:

  • Feber i det første døgn efter infusionen (forbigående). Tag gerne Panodil, hvis der ikke er andre væsentlige gener.
  • Hjerteproblemer kan forårsages af Trastuzumab. Du vil derfor få tilbudt MUGA, som er en undersøgelse af dit hjertes pumpekraft, undervejs i behandlingen.
  • Tørre og irriterede øjne ses pga. slimhinde påvirkningen. Kan afhjælpes med viskøse øjendråber.
  • Let hårtab ses. Der er ikke tale om skaldethed men om at du vil kunne fælde. Hvis dit hårtab er meget generende vil du kunne tilbydes en paryk.
  • Udslæt set. Kontakt afdelingen, hvis du får udslæt du ikke har haft tidligere.
  • Tendens til hævede ben ses. Tal med lægen herom, da der evt. kan gives et vanddrivende præparat.

Alvorlige bivirkninger (sjældne):

T-DM1 kan forårsage vejrtrækningsproblemer som åndenød i hvile og hoste. Dette kan være tegn på en irritation i lungerne, som kan være alvorlig. Kontakt straks afdelingen, hvis du oplever dette T-DM1 kan endvidere beskadige levervæv. Det er ikke noget, du umiddelbart vil bemærke. Lægen vil derfor kontrollere din leverfunktion forud for hver behandling.

Kræver behandlingen særlige forholdsregler?

Nej, det gør den ikke. Du kan leve stort set, som du plejer. Der kan være affaldsstoffer fra kemoterapien i sved og afføring i op til 5 døgn efter hver behandling. Dette udgør ingen risiko for dine nærmeste. Du skal blot overholde almindelige hygiejniske forholdsregler. Hvis du kan blive gravid, skal du bruge sikker svangerskabsforebyggelse i hele behandlingsforløbet og i 6 måneder efter, at du har fået sidste behandling.

Hvad kan du selv gøre?

For at tåle behandlingen er det vigtigt, at du har det godt. Du skal derfor leve, som du plejer og gerne dyrke motion, i det omfang du har kræfter til det.
Ved tvivlsspørgsmål er du altid velkommen til at kontakte os.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden