Du får lagt et blærekateter, der hjælper med at tømme din blære for urin. Blærekateteret består af en silikoneslange, der lægges op i dit urinrør og holdes på plads af en ballon med væske i selve blæren. Du får lokalbedøvende creme i urinrøret, inden du får lagt blærekateteret op. Ventilen på kateteret er åben hele døgnet, så urinen frit kan løbe ud i urinposen, der kobles til kateteret.
Der kan være flere årsager til, at du har brug for et midlertidigt kateter i blæren. Det kan være, at du:
- har svært ved at tømme blæren efter en operation
- skal aflaste din blære efter en operation
- tisser ufrivilligt
- ikke selv kan tømme din blære med et engangskateter.
Det er forskelligt, hvor længe man bliver behandlet med blærekateter. I starten kan blærekateteret give dig irritation i urinrøret og en følelse af at skulle tisse. Det forsvinder som regel gradvist af sig selv efter et par dage.