Om behandlingen
Levothyronin T4 er et syntetisk fremstillet stofskiftehormon, der gives ved for lavt stofskifte (myxødem) og ved visse strumaformer. Behandlingen sikrer, at koncentrationen af stofskiftehormon i blodet stabiliseres.
Behandlingen gives også i visse tilfælde ved for højt stofskifte sammen med stofskiftenedsættende medicin.
Dosis
Du skal tage Levothyronin T4 i tabletform. Hvilken dosis du skal have afhænger af din alder, vægt, graden af for lavt stofskifte og eventuelle andre sygdomme - specielt hjertesygdomme.
Den normale begyndelsesdosis er 25-50 mikrogram (ɥg) dagligt. Hos yngre personer kan begyndelsesdosis dog være lidt højere.
Herefter stiger dosis med 50 mikrogram (ɥg) hver 4.-6. uge. Når dit stofskifte er stabiliseret, skal du tage en vedligeholdelsesdosis, som ofte er 100-300 mikrogram (ɥg) dagligt.
Dosis bør ikke tages samtidig med kalktilskud eller mavesårsmedicin.
Dosis kan tages morgen eller aften, og hele dosis kan tages på én gang. For nogen kan det være fordelagtigt at tage medicinen på tom mave.
Har man glemt en tablet, kan den manglende dosis tages dagen efter, idet T4 har lang halveringstid.
Bivirkninger
Bivirkninger ved behandling ses kun ved overdosering, som kan udløse for højt stofskifte. Generne kan være hjertebanken, indre uro, vægttab, diaré eller svedtendens.
Kontrol
For at sikre, at du får den korrekte dosis, er det nødvendigt, at du regelmæssigt får kontrolleret dit stofskifte ved en blodprøve.
Graviditet og amning
Er du gravid, er det meget vigtigt, at du får Levothyronin T4 i den rette dosis, da underbehandling af lavt stofskifte (inden fosteret selv har dannet en skjoldbruskkirtel) kan påvirke fosterets udvikling. Hvis du planlægger at blive gravid, eller så snart du opdager, at du er gravid, anbefaler vi, at du får taget en blodprøve, der kan vise, hviken dosis du skal have. Der er ofte behov for at øge dosis med ca. 25% først i graviditeten.
Hvis du ammer, vil Levothyronin T4 udskille en lav koncentration i modermælken, men det har ingen skadelig effekt på barnet.
Præparater
Præparaterne fås i tabletform:
- Tablet Eltroxin 50 ɥg, 100 ɥg
- Tablet Euthyrox 25 ɥg, 50 ɥg, 100 ɥg
- Tablet Medithyrox 13 ɥg, 25 ɥg, 50 ɥg, 75 ɥg, 100 ɥg
- Gelkapsel Tirosint 13 ɥg, 25 ɥg, 50 ɥg, 75 ɥg, 88 ɥg, 100 ɥg, 112 ɥg, 125 ɥg, 137 ɥg, 150 ɥg, 175 ɥg, 200 ɥg