Mange kvinder oplever smerter i bækkenet under graviditeten. For nogle kvinder er det kendte smerter, der forværres under graviditeten, mens det for andre er helt nyopståede smerter.
Der kan være forskellige årsager til smerterne. Vigtigst af alt, skyldes smerterne en ændret kropsholdning, da kroppens tyngdepunkt ændres, i takt med at maven vokser. Desuden påvirkes kroppens led af hormoner i graviditeten, og leddene belastes i stigende grad, som maven vokser. Kroppens muskler forsøger at kompensere for dette, hvilket kan give muskelspændinger og skævvridning af kroppen.
Nogle kvinder har kun svage smerter, mens andre har mere ondt. Kun få har så ondt, at det kan give anledning til sygemelding og svært nedsat fysisk aktivitet.
For langt de fleste forsvinder generne, når graviditeten ophører eller kort derefter.
Mange smerter kan forebygges eller nedsættes betragteligt.
Tal med din læge eller jordemoder, hvis du har bækkensmerter eller smerter generelt i muskler eller led. De kan vejlede dig om, hvordan du bedst muligt håndterer smerterne i hverdagen.