Gå til hovedindhold

Arvæv ved skedeindgangen - fjernelse (Fentonplastik)

Fentonplastik er en operation, som foretages med henblik på at gøre skedeindgangen større eller fjerne ømme områder bagtil ved skedeindgangen, fx efter en fødselsbristning.

Kort om operationen

Du skal opereres for at gøre skedens indgang større eller fjerne ømme områder eller arvæv. Operationen kaldes også en fentonplastik. Efter en bristning eller operation i skeden kan slimhinden vokse for stramt sammen. Under operationen løsner eller fjerner vi det væv, der giver dig gener.

Du kan forvente at komme hjem samme dag, som du er blevet opereret.

Efter operationen oplever de fleste en bedring, men det er ikke muligt at genskabe skeden, som den var, inden fødslen. Når såret heler, kan der opstå arvæv, som kan give forbigående smerter under sex. Arvævet kan i sjældne tilfælde give vedvarende smerter.

Vigtig forberedelse

Undgå nogle former for naturmedicin

14 dage før eller så tidligt som muligt før operationen skal du undgå følgende naturmedicin:

  • Baldrian, perikum og johannesblod, fordi de forlænger virkningen af bedøvelsen.
  • Stærk lakrids, fordi det øger dit blodtryk.
  • Hvidløg, fiskeolie, gingko biloba og ingefær, fordi de øger risikoen for blødning.
  • Ephedra sinica og ginseng, fordi de kan give forhøjet puls.

Fortæl os, hvis du tager naturmedicin.

Hold pause fra blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause med den op til operationen, som vi har aftalt med dig til forundersøgelsen. Da NSAID-præparater og medicin, der indeholder acetylsalicylsyre, virker blodfortyndende, skal du også undgå dette i 7 dage op til operationen. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

Du skal fjerne hår

2-3 dage inden operationen skal du trimme kønsbehåringen ved skedeåbningen med en trimmer eller en saks. Du må ikke bruge en skraber, da den kan lave små rifter i huden, som øger risikoen for infektion.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din mødetid skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må gerne fortsætte med at drikke klare væsker som vand, saft, kaffe og te. Du må gerne bruge en smule mælk i din kaffe eller te, dog ikke mere end 20 %.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Du må ikke bruge creme efter badet.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Undlad at bruge kontaktlinser

Hvis du bruger kontaktlinser, skal du tage dem ud inden operationen.

Tag løstsiddende tøj på

Det er en god idé at tage behageligt tøj på, der sidder løst på kroppen.

Forbered dig på ventetid

Tag gerne en bog, et blad, en mobiltelefon eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover og ikke mærker noget.

Operationen

Når bedøvelsen virker, løsner eller fjerner vi det væv, der har givet dig gener. Vi syr huden sammen med tråd, der opløser sig selv.

Operationen varer 20-30 minutter.

Du må spise og drikke efter operationen

Vi tilbyder dig noget at spise og drikke efter operationen.

Du bliver udskrevet

De fleste er klar til at blive udskrevet kort efter operationen. Du er klar, hvis:

  • dine smerter kan dækkes med smertestillende medicin fra håndkøb
  • du har spist og drukket
  • du har tisset
  • du er blevet informeret om operationen og dit fremtidige forløb.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

Betændelse i såret

Der kan i sjældne tilfælde gå betændelse i såret. Hvis det sker, kan det oftest behandles med antibiotika.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Hvis du har været i fuld bedøvelse eller har fået beroligende medicin og kommer hjem samme dag, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke bør drikke alkohol.

Sygemelding

Vi anbefaler 3-4 dage sygemelding. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden