Som det eneste hospital i Danmark, vil Nordsjællands Hospital arbejde systematisk med Samtalen i tide på alle sengeafsnit. En indsats som betyder, at svært syge patienter tilbydes en samtale om, hvad der skal ske i fremtiden, om deres ønsker og eventuelle bekymringer. Resultaterne fra den samtale dokumenteres, så de er lette at genfinde, og sendes automatisk til både kommune og praktiserende læge.
Samtalen i tide gør dialogen om det svære nemmere
- De gange, hvor jeg har oplevet, at der har været holdt en Samtalen i tide, kan jeg fx se hvilke pårørende, der har været med til samtalen og hvad patientens ønske for behandlingsniveau er. Det giver god mening, og jeg kan planlægge konsultationerne efter det, siger Kasper Veje, som er praktiserende læge i Hillerød og praksiskonsulent for de medicinske afdelinger på Nordsjællands Hospital.
Formålet med Samtalen i tide er afdække patientens forventninger og bekymringer for fremtiden. Herefter kan patienten i dialog med hospitalslægen lægge en plan. Samtalen foregår på hospitalet, og udfaldet af den dokumenteres, så aftalerne og tankerne er synlige for fx plejehjem og praktiserende læger.
- Det kan fx være med en ældre patient, som er døende og har været indlagt på hospitalet og som i samtalen har udtrykt ønske om, at lindrende behandling skal gives på plejehjemmet. For mange har det en stor betydning at kunne blive i sine trygge, vante omgivelser og undgå indlæggelsen. Med den information, kan jeg tale med familien om, hvilken type lindrende behandling, der ønskes og er muligt. Sådan en type samtale er mulig, fordi jeg har dokumentationen fra sengeafsnittet at tage udgangspunkt i, siger Kasper Veje.
Vigtig information skal være så kort og præcist som muligt
Informationer om Samtalen i tide ligger i epikrisen, som er den skriftlige overlevering fra lægen på hospitalet til fx den praktiserende læge, ligesom der sendes et kort resume af samtalen til praktiserende læger og patienten selv.
Samtalen i tide har fokus på at skabe et ens sprog og dokumentation på tværs af hospitalet. Resuméet skal være en kort og præcis besked, der er relevant for de aktører, der har en rolle i patientens forløb efter udskrivelse eller ved eventuel genindlæggelse.