Brystsmerteklinikken flyvende fra start

​Den 1. februar åbnede brystsmerteklinikken i Akutmodtagelsen og evalueringen efter første testperiode viser meget lovende resultater.

Hurtigere diagnosticering og færre indlæggelser var målet, da Danmarks første brystsmerteklinik åbnede på Nordsjællands Hospital i februar.
 
Og at dømme efter den første testperiode af det strategiske projekt, så har det været en succes for patienterne samtidig med at hospitalet har høstet erfaringer omkring bemanding og organisering af samarbejdet mellem akut- og kardiologiske sygeplejersker.
 
- Det lader til, at vi har fat i noget af det rigtige, når vi så markant har vendt udviklingen til det bedre. Hjertepatienter undgår unødige indlæggelser, fordi vi har akut- og hjerteekspertiser samlet i en klinik i Akutmodtagelsen. Jeg er overbevist om, at det bliver en model, som andre hospitaler kommer til at kopiere, siger vicedirektør Tomas Joen Jakobsen.
 
Tre ud af fire udskrives fra Akutmodtagelsen
Inden klinikken åbnede, blev 30 procent af AKS-patienterne udskrevet direkte fra Akutmodtagelsen. I brystsmerteklinikkens første 6 uger er 77 procent af AKS-patienterne udskrevet fra Akutmodtagelsen.
Samtidig blev den gennemsnitlige liggetid for alle AKS-patienter reduceret fra 30 timer til 25 timer.
 
Erfaringer fra den første testperiode bliver nu inddraget af den videre tilpasning af projektet, der er en del af strategiprojektet Fremtidens Akutte Modtagelse.

Redaktør