Frederiksværk

​I 1756 blev der oprettet et militært sygehus ved Arresødal Slot og i 1867 byggede amtet et sygehus i Vognmagergade. ​

​Sygehuset var mest af alt et opbevaringssted for fattige mennesker. Hvis de syge havde mulighed for det, foretrak de at blive i eget hjem. Det var først i 1880erne, at man eksempelvis så småt begyndte at operere på sygehuset.

I 1912 blev der bygget et nyt og moderne amtssygehus på Hillerødvej med 48 senge. Efter stålvalseværket i Frederiksværk åbnede i 1942 tog det fart med udvidelser og moderniseringer af sygehuset. I 1954 blev det udvidet til 63 sengepladser.

Frederiksværk Sygehus var lokalsygehus i 1960erne, men da den eneste overlæge på sygehuset var ortopædkirurg, fungerede sygehuset hovedsageligt som ortopædkirurgisk specialsygehus.

I slutningen af 1970erne blev det besluttet, at der skulle bygges et nyt sygehus i Frederikssund. Det skulle erstatte både det eksisterende i Frederikssund og det i Frederiksværk.

I 1985 åbnede Dybendal Sygehus i Frederikssund og sygehuset i Frederiksværk blev nedlagt.



Redaktør