Vi benytter flere forskellige former for træningsmuligheder og træningssteder. Træningsformen afhænger naturligvis af, hvor meget du som patient kan klare og har brug for. Og så må vi understrege, at det er kolossalt vigtigt at hvile ud – ellers kan kroppen simpelthen ikke følge med.
Træningssalen
I træningsrummet er der gangstativ, motionscykel, ganglift og meget mere. Personalet hjælper dig i gang og sørger for, at du træner på den måde, der er bedst for dig og din lidelse.
Ergoterapi
Du har sammen med en ergoterapeut mulighed for at træne finmotoriske færdigheder. Her er der eksempelvis mulighed for at styrke den arm, der er lammet, eller – med et spejl og en ergoterapeut foran dig – at genopdage og træne ansigtets muskler og mimik.
Afsnittet har også indrettet et træningskøkken, hvor patienterne kan træne hverdagsagtige færdigheder.
Hospitalet er fuldt af træningsmuligheder
Vi har en lang gang, som er god at øve sig på, hvis man har besvær med at gå. Vi har også udfordrende trapper, hvor terapeuterne træner med gangbesværede patienter.