
Sygemelding
Sygdom skal meldes til arbejdspladsen. Er man ledig, skal sygdom meldes til både jobcenteret og A-kassen.
Mange lønmodtagere får løn under sygdom fra arbejdsgiveren. Efter 30 kalenderdage (tidligere 2 uger for nogle, men nu generelt 30 dage) kan arbejdsgiveren søge om refusion af sygedagpenge fra kommunen. Hvis man er ledig, udbetaler kommunen sygedagpenge, når man har meldt sygdom korrekt.
Kommunen skal følge op på sygemeldinger for at hjælpe borgeren tilbage i arbejde så hurtigt som muligt. Kommunen sender derfor et oplysningsskema til den sygemeldte, som skal udfyldes og returneres inden 8 dage. Skemaet bruges som grundlag for kommunens videre sagsbehandling.
Raskmelding
Efter længere tids sygemelding kan det være en god ide at starte langsomt op. Det kan gøres med en delvis raskmelding, hvor arbejdsgiveren fortsætter med at få en delvis refusion af sygedagpenge.
Selvstændige
Selvstændige erhvervsdrivende har som udgangspunkt ret til sygedagpenge fra kommunen efter 14 kalenderdages sygdom. Ansøgning skal indgives til kommunen senest 3 uger efter første fraværsdag.
Med en frivillig sygedagpengeforsikring hos Udbetaling Danmark kan man sikre sig ret til dagpenge allerede fra 1. eller 3. fraværsdag.
Fleksjob
Hvis der er en varig begrænsning af arbejdsevnen, men dog arbejdsevne tilbage, er der måske mulighed for fleksjob. Et fleksjob kan etableres enten på hidtidige arbejdsplads eller på en ny arbejdsplads. Arbejdsevnen skal være nedsat med mindst halvdelen.
Det er kommunen der visiterer til fleksjob.
Førtidspension
I nogle situationer kan sygdommen betyde, at det ikke er muligt at vende tilbage til arbejds-markedet. Så vil kommunen starte en sag om førtidspension, men det vil først ske, når alle andre muligheder er afprøvet.
Efterløn
Hvis man har fået et efterlønsbevis på sin 60 års dag (hvis man er født før 1. januar 1954), er det altid muligt at gå på efterløn uanset sygdom, men for at få efterlønsbeviset skal man være rask og til rådighed for arbejdsmarkedet.
Hvis man bliver ramt af sygdom umiddelbart før man fylder 60 år, kan man først få sit efterlønsbevis når man igen er til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er arbejdsløshedskassen, der vurderer om man er til rådighed.
Sum ved kritisk sygdom
Mange mennesker er gennem deres arbejdsplads eller faglige organisation omfattet af en pensions- eller gruppelivsordning, som giver mulighed for udbetaling af engangssum, hvis man rammes af kritisk sygdom.
Beløbets størrelse er forskelligt i de forskellige ordninger og det er forskelligt hvilke sygdomme, der medregnes til kritisk sygdom. Ofte er apopleksi omfattet af ordningen. I de fleste ordninger er det en betingelse, at man er under 65 år.
Man skal kontakte sin pensionskasse eller forsikringsordning og rekvirere et ansøgningsskema. De vil indhente de nødvendige lægeoplysninger.
Sum ved kritisk sygdom kan udbetales, når diagnosen er stillet, uanset om man kan vende tilbage til arbejde og fortsat får løn eller om man grundet sygdom er nødt til at holde op med at arbejde. Beløbet er skattefrit.
Henvendelsesmuligheder
Hvis det drejer sig om længerevarende sygdom kan dagpengekontoret i patientens hjemkommune kontaktes.
Hvis det drejer sig om hjælp i hjemmet kan man rette henvendelse til visitationsteamet i patientens hjemkommune.