Gå til hovedindhold

Slimhinden i livmoderen - fjernelse med Thermablate

Ved en thermablate-behandling kan man mindske kraftige blødninger uden at fjerne livmoderen.

Kort om behandlingen

Du skal have fjernet det meste af slimhinden i livmoderen med Thermablate. Vi fører en lille ballon fæstnet på et tyndt kateter gennem skeden og ind i livmoderhulen. Derefter fylder vi ballonen med varm væske, som brænder slimhinden. Vi fjerner kun det mest nødvendige af slimhinden for at behandle blødningsforstyrrelser. Med tiden kan blødningerne igen blive kraftigere. Det skyldes som regel, at der er små rester af slimhinden tilbage i livmoderen, som kan vokse og give tiltagende menstruationsblødninger. Her kan det være nødvendigt at få fjernet slimhinden igen.

Behandlingen foregår i lokal bedøvelse.

Du kan forvente at komme hjem samme dag, som du bliver behandlet.

Vigtig forberedelse

Brug prævention

Du må ikke være gravid, når vi foretager behandlingen. Du bør derfor bruge prævention som fx p-piller eller kondom. Hvis du er i tvivl, om du er gravid, skal du tage en graviditetstest inden behandlingen.

Hormonbehandling

Det er nemmest at fjerne slimhinden, hvis den er tynd. Slimhinden kan gøres tynd med hormontilskud. Lægen vurderer, om det er nødvendigt at give dig en indsprøjtning med hormon 4-5 uger før behandlingen.

Vi kan også forsøge at planlægge behandlingen i slutningen af din menstruation.

Køb medicin inden behandlingen

Du får brug for smertestillende medicin efter behandlingen. Derfor anbefaler vi, at du på forhånd køber:

  • Paracetamol 500 mg.
  • Ibuprofen 200 mg.

Tag smertestillende medicin inden behandlingen

Der kan være lettere ubehag forbundet med behandlingen. Vi anbefaler, at du tager 2 x 500 mg paracetamol og 2 x 200 mg ibuprofen cirka 1 time, før du skal møde i afdelingen. Det kan forebygge smerter og ubehag.

Tag din øvrige medicin, som du plejer

Op til behandlingen kan du tage din øvrige medicin, som du plejer, medmindre du har aftalt noget andet med en læge.

Forbered dig på ventetid

Tag gerne en bog, et blad, en mobiltelefon eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.

På hospitalet

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi behandler dig, men livmoderhalsen er bedøvet. Du vil derfor ikke føle smerte, men du kan mærke berøring og tryk. 

Behandlingen
Når bedøvelsen virker, udvider lægen din livmoderhals lidt, så ballonen kan føres ind. Vi fylder ballonen med varm væske, så ballonen udvider sig. Det meste af slimhinden i livmoderen brændes med en temperatur på 100 grader.

Selve behandlingen varer cirka 15 minutter.

Du kan have lette smerter

Det er normalt at have menstruationslignende smerter efter behandlingen.

Bliv gerne lidt tid i venteværelset efter

Vi anbefaler, at du bliver siddende lidt i venteværelset efter behandlingen, så vi kan holde øje med, at du ikke bliver utilpas lige efter behandlingen.

Risiko ved behandlingen

  • Betændelse: I meget sjældne tilfælde kan der komme betændelse i livmoderen. Sker det, behandler vi det med antibiotika.
  • Hul på livmoderen: Der kan i meget sjældne tilfælde gå hul på livmoderen. Sker det, behandler vi det.

Hjemme igen

Sygemelding

Vi anbefaler, at du tager den med ro i 1-3 dage.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Få mere viden

Du kan få mere viden på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’blødningsforstyrrelse’

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden