Gå til hovedindhold

Nedsynkning af underlivet - hjemme igen efter operation

Information om hvad man skal være opmærksom på, når man er hjemme igen efter en operation for nedsynkning af underlivet.

Ubehag eller smerter

Kontakt os ved problemer med at tisse, kraftig blødning og tegn på betændelse

Du skal kontakte os, hvis du får:

  • problemer med at tisse
  • symptomer på blærebetændelse, fx smerter eller svie, når du tisser
  • udflåd, der lugter grimt
  • kraftig blødning fra skeden
  • kraftige smerter
  • feber over 38 grader.

Hvis det sker efter 14 dage, skal du i stedet kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Du kan få lette smerter i underlivet

De første dage efter operationen kan du have menstruationslignende smerter.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol. Ved stærkere smerter kan du tage ibuprofen sammen med paracetamol. Den smertestillende medicin kan fås i håndkøb.

Du kan bløde eller have udflåd

Du kan have blødning svarende til en menstruation i 1-2 uger efter operationen. Du kan også have udflåd i 3-4 uger. Begge dele er normale.

Mange oplever ekstra blødning efter cirka 10 dage. Det er sårskorpen, der løsner sig.

Smerter ved samleje

De første 8-12 uger oplever nogle at have ondt ved samleje. Kontakt os, hvis smerterne fortsætter.

Undgå forstoppelse

Forstoppelse øger risikoen for, at du får en ny nedsynkning af underlivet. Når du er blevet opereret i maven, kan du have svært ved at komme af med luft og afføring. Du kan hjælpe maven i gang ved at bevæge dig, spise mad med mange fibre og drikke nok væske. Drik 1½ liter væske om dagen. Kaffe og te tæller også som væske, men du bør ikke kun drikke dette. Det kan også hjælpe at tygge tyggegummi, da det får tarmene til at bevæge sig. Du kan desuden tage 2 tabletter Magnesia om aftenen med et stort glas vand efter behov. Magnesia gør din afføring blød. Du kan stoppe med at tage medicinen, når din afføring er normal igen.

Pleje og hygiejne

Skyl dig efter toiletbesøg

Hver gang du har været på toilettet, skal du skylle dig med lunkent vand fra håndbruseren. Dup dig forsigtigt tør med et rent håndklæde.

Undgå karbad, svømmehal, tamponer og samleje

For at mindske risikoen for infektion skal du:

  • undgå karbad, svømmehal og havbad de første 4 uger
  • undgå at bruge tamponer eller menstruationskop de første 4 uger og i stedet bruge hygiejnebind
  • undgå samleje de første 4 uger. Brug kondom ved samleje, så længe du bløder.

Forebyg blærebetændelse

I dagene efter operationen er det godt at drikke 1½ liter væske om dagen for at forebygge blærebetændelse. Når du tisser, skal du tømme blæren helt. Det gør du bedst ved at tisse 2-3 gange i træk. Rejs dig og gå lidt rundt mellem hver gang, du tisser.

Sørg for at tisse ofte

Du skal tisse hver 3-4 time i dagtimerne. På den måde mindsker du risikoen for nye tilfælde af inkontinens.
Kontakt os, hvis du ikke kan tisse.

Brug ikke stikpiller i skeden

Du skal vente med at bruge stikpiller i skeden til 1 uge efter operationen.

Genoptag lokal hormonbehandling

Hvis du er i lokal hormonbehandling, hvor du bruger stikpiller i skeden, kan du genoptage denne 1 uge efter operationen. Vi anbefaler, at du fortsætter med at tage hormon til skeden 2 gange om ugen resten af livet.

Bevægelse og hvile

Hold dig i ro

Vi anbefaler, at du holder dig i ro det første døgn efter operationen.

Undgå hård fysisk aktivitet

Du skal bevæge dig og gradvist genoptage dine hverdagsaktiviteter. Du bør dog undgå hård fysisk aktivitet som fx cykling, træning, støvsugning, havearbejde og tunge løft i 2-3 uger efter operationen.

Undgå at sidde ned eller stå op for længe

Du kan mindske belastningen på din bækkenbund og syningen ved ikke at sidde ned (undgå specielt skrædderstilling) eller stå op for længe ad gangen.

Undgå at hoste

Når du hoster, presser du på såret. Hvis du har slim i luftvejene, skal du i stedet trække vejret ind og puste ud et par gange med spidsede læber. Stød derefter slimen højere op ved en moderat lang udånding. Røm til sidst slimen helt op.

Rejs dig forsigtigt fra sengen

For at aflaste såret skal du rejse dig og lægge dig forsigtigt i sengen.
Sådan gør du:

  • Bøj benene, og vend dig om på siden. Sørg for, at hoften og skulderen følges ad.
  • Løft overkroppen ved at sætte albuen i madrassen samtidig med, at du fører benene samlet ud over sengekanten.
  • Skub dig op til siddende stilling ved at sætte fra med armene.
  • Sæt fra med hænderne på sengekanten, når du rejser dig.

Gør det samme i omvendt rækkefølge, når du skal lægge dig i sengen.

Træn din bækkenbund

Det er vigtigt, at du fremover kniber sammen i bækkenbunden før og under anstrengelse, fx ved host, nys og løft. Vi anbefaler derudover, at du hurtigst muligt begynder på øvelser, som styrker bækkenbundsmusklerne. Øvelserne må ikke gøre ondt. Efter 2 uger skal du træne mere intensivt og gøre knibene længere og kraftigere. Øvelserne kan begrænse gener fra nedsynkning. Du kan læse mere om bækkenbundstræning på www.gynzone.dk.

Praktisk information

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke bør drikke alkohol.

Trådene opløser sig selv

Såret er syet med tråd, der langsomt opløser sig selv. Tråden skal derfor ikke fjernes af en læge.

Vent med at køre bil

Du må ikke selv køre bil de første 2 uger efter operationen.

Sygemelding

Vi anbefaler 2-3 ugers sygemelding. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Du får en tid til kontrol

Du får en tid til telefonisk kontrol hos os 3 måneder efter operationen.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden